Det er tænkeligt, at den nordirske førsteminister, David Trimble, har sporet en voksende frustration i sit eget parti og hos unionisterne i almindelighed. I hvert fald skruer han op for retorikken med svære udfald mod IRA. Han bakkes op af Jeffrey Donaldson, som forlanger IRA helt fjernet som betingelse for et fortsat samarbejde med republikanerne. 1. oktober truer MP David Burnside med, at Ulster Unionisterne vil træde helt ud af samarbejdet om det nordirske politi, hvis Patten-kommissionens anbefalinger skal gennemføres.

Den 4. oktober gennemfører politiet en razzia mod Sinn Féins kontor i Stormont parlamentet i et forsøg på at afsløre terroristiske aktiviteter, men den 7. oktober må politichefen Huge Orde beklage razziaens form.

Den 8. oktober anmoder David Trimble Tony Blair om at fremlægge et forslag om udelukkelse af Sinn Féin fra alle magtdelende organer i Nordirland, og den 10. oktober giver Tony Blair efter for at undgå, at Ulster Unionisternes ministre træder tilbage.

Og hele vejen igennem har der været ét grundlæggende tema, og det vil jeg præsentere, som jeg ser det. Ved denne lejlighed vil jeg ikke være diplomatisk. Ud fra al den tid, som jeg har brugt på dette tema mener jeg, at jeg har både ret og pligt til at fremlægge mit oprigtige syn.

Det nationalistiske Irland har i årevis følt sig behandlet som andenrangs borgere. Lad mig stryge ordet "følt". De blev behandlet som andenrangs borgere. Lad os ikke bebrejde nogen noget. Vi vil heller ikke bestride kendsgerningerne. De ønskede at blive en del af et forenet Irland. De betragtede det nordirske koncept som en sekterisk kontruktion. De troede, at den eneste vej til retfærdighed ville være et forenet Irland.

Tidens unionisme var overlegen, men den var også mistænksom. Mistænksom over for, at hvis vi gav efter for nationalismens krav, var det en glidebane, som ville føre til et forenet Irland. Mistænksom over for, at den britiske regering, uanset farve, ville sige, at vi holdt med dem, men i virkeligheden ville sælge dem ud.

Dagens konservative opposition angriber os for Belfast aftalen. De kalder os for pricipløse forrædere af unionismen. Men jeg må minde om den tidligere konservative regering ag fru Thatchers anglo-irske aftale og senere Mr. Majors Downing Street erklæring og de hemmelige samtaler med IRA, selv mens bomberne eksploderede. Men unionismen husker også det hele. Og det føret til mistanke og utryghed.

Og så kom ind i alt dette fatalt og dødeligt terrorismen. Jeg husker, at jeg hvert år som skoledreng tilbragte min ferie i Irland. Men så et år stoppede det hele.

Det er svært for nogen at forstå terrorismen, og jeg tror ikke, at den nogensinde var eller nogensinde kunne blive retfærdiggjort. Lad os blot vurdere dens formål. Formålet med den republikanske terrorisme var at skabe en sådan situation af kaos, at Storbritannien ville opgive Nordirland. Formålet med den loyalistiske terrorisme var at hævne, at dominere eller at udrense katolikker.

For vores del var hensigten med det britiske sikkerhedssystems - ofte barske - reaktion at eliminere volden, som det var vores pligt.

Kendsgerningen er, at ingen af os nåede vores mål. IRA fik aldrig bombet sig igennem til et forenet Irland og ville aldrig kunne gøre det. Jeg kender det britiske folk. De ville simpelthen aldrig vige. Loyalisterne kunne ikke stå i vejen for forandring. De britiske kunne ikke eliminere IRA militært.

Men historiens tømmermænd er der stadig. Selv da republikanerne indså, at de ikke ville få Storbritannien til at opgive Nordirland med terror, troede de stadig, at de havde et andet taktisk mål. Det gav dem et forhandlingshåndtag. De britiske ville ikke opgive Nordirland ved terror, men de kunne ved terror blive tvunget til at forhandle, til at tage Nordirland alvorligt, til at tage nationalismens krav alvorligt.

Udsigten til våbenhvile var et tilstrækkeligt drilagtigt perspektiv til at få de britiske til at bemærke unionismen og sætte sig i bevægelse.

Den særlige kriminalret for den irske republik har idømt en 49 årig pub-ejer fra grænsebyen Dundalk, Colm Murphy, 14 års fængsel for at stå bag bombesprængningen i Omagh i 1998.

Den 21. februar 1999 blev 10 personer arresteret i den irske republik og i Nordirland, og den 24. februar 1999 blev den da 48 årige Colm Murphy fra Dundalk sigtet for ulovlig og ondsindet sammensværgelse. Se "Sigtelse i Omagh sag" og temaside om Omagh-bomben.

I 2002 blev Colm Murphy dømt for ved sammensværgelse at være årsag til bombesprængningen. Dommerne i Dublins særlige kriminalret fulgte anklagerens påstand om, at Murphy havde udlånt to mobiltelefoner til en kendt republikansk systemkritiker vel vidende, at de ville blive brugt til bombesprængningens gennemførelse.

Det irske råd for borgerlige rettigheder mener, at sagen har givet det irske politikorps (the Gardaí) alvorlige ridser i lakken.

Der gik et par uger, før de endelige resultater var klar:

Lederen af Fianna Fáil, Bertie Ahern, havde valget mellem at danne en mindretalsregering eller at danne en flertalsregering sammen med Progressive Democrats (PD), som har 8 mandater.

Bertie Ahern, FF

Mary Harney, PD

Efter forhandlinger mellem de to partier kunne der den 4. juni præsenteres en regeringsaftale, underskrevet af Bertie Ahern fra FF og Mary Harney fra PD.