Terrorhandlingen kostede 29 menneskeliv og et par hundrede kvæstede. Ofrene tilhørte forskellige trosretninger og nationaliteter.

I den følgende tid arbejdede de pårørende til ofrene sammen for at forstå, hvad der var sket. Alle politikere gav sammen med repræsentanter for parterne i den nordirske konflikt udtryk for deres forfærdelse og afstandtagen. Der blev lovet en massiv indsats for at få gerningsmændene fundet og dømt, men det skulle vise sig, at en kombination af inkompetence hos politiet, ligegyldighed og hemmelige aftaler medførte, at man aldrig er kommet til bunds i sagen. Det måtte jo ikke gå ud over fredsprocessen.

Dette forløb er dramatiseret i filmen "Omagh", som blev til i et samarbejde mellem det irske TV-selskab RTÉ og Channel 4, og som blev vist på begge landes TV i 2004. "Omagh" blev vist på DR-K i 2010.

Fredsaftalens modstandere
Langfredag, den 10. april 1998, blev fredsforhandlingerne i Belfast afsluttet med en fredsaftale mellem den amerikanske forhandlingsleder, George Mitchell, den britiske premierminister, Tony Blair, hans irske kollega, Bertie Ahern, Sinn Féin og Ulster Unionist Party. Aftalen blev godkendt ved folkeafstemninger den 22. maj 1998 med 94,4 % i republikken Irland og 71,1 % i Nordirland. Valg til det nye nordirske parlament blev afholdt den 25. juni 1998.

Det var Sinn Féins rolle at sikre IRA's accept af fredsaftalen. Inden for IRA var der mange, som anså fredsaftalen for et forræderi, fordi den gav afkald på et forenet Irland som det endelige mål. Udbrydere fra Provisional Irish Republican Army (PIRA) dannede i oktober 1997 det ægte IRA, Real Irish Republican Army (RIRA) for at fortsætte den militære kampagne. De stod bag en række angreb i 1998 med en del kvæstede til følge, men ingen døde.

Eksplosionen
Lørdag den 15. august 1998 kl. 14.32 modtog Ulster Television en telefonopringning med beskeden: "Der er en bombe, retsbygningen, Omagh, hovedgaden, 500 pund, eksplosion 30 minutter."

Kl. 14.33 modtog Ulster Television et nyt opkald: "Bombe, Omagh by, 15 minutter".

Kl. 14.34 blev der ringet til den velgørende institution, Samaritans, i Coleraine: "Er jeg igennem til Omagh? Dette er en bombeadvarsel. 15 minutter." Det blev tilføjet, at bomben var på hovedgaden ca. 200 yards fra retsbygningen.

Advarslerne blev omgående givet videre til politiet, Royal Ulster Constabulary, (RUC).

Der opstod nogen usikkerhed, fordi der ikke er nogen gade i Omagh ved navn Main Street. Politiet afspærrede George's Street og High Street, hvad der førte til øget koncentration af folk i Market Street. Dette har utvivlsomt øget antallet af døde og kvæstede.

Eksplosionen skete lidt efter kl. 15 med forfærdende virkninger.

Den 18. august modtog Dublin-kontoret af "Belfast's Irish News" følgende telefonbesked: "Dette er om eksplosionen. Dette er Oglaigh na hEireann (IRA). Der var tre advarsler, og der var 40 minutters advarsel for hver af dem - to til UTV og en til samaritanerne i Coleraine. Dette blev gjort klart hver gang, og der blev svaret: 'Stedet var 300 til 400 yards fra retsbygningen på hovedgaden.' Det blev ikke på noget tidspunkt sagt, at det var tæt ved retsbygningen. Det var et kommercielt mål. Trods medierapporter om det modsatte var det aldrig vores hensigt at dræbe civile. Det var et kommercielt mål, en del af den igangværende krig mod briterne. Vi undskylder over for de civile."

Måske forløb sprængningen anderledes end planlagt. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvad gerningsmændene kunne have fået ud af et angreb mod sagesløse mennesker i en travl forretningsgade. De kan have håbet på at destabilisere en skrøbelig fredsproces, men virkningen blev snarere den modsatte.

Fortsættelsen
Der blev udtrykt bestyrtelse og medfølelse med ofrene og deres pårørende fra den britiske premierminister, Tony Blair, fra dronning Elizabeth, fra paven, fra den amerikanske præsident, Bill Clinton og fra Sinn Féin lederne Martin McGuinness og Gerry Adams. Prins Charles og præsident Clinton besøgte Omagh.

Allerede den 16. august blev direktren for RUC, Sir Ronnie Flanagan, af BBC citeret for, at det var muligt og sandsynligt, at RIRA havde gennemført angrebet.

Den 22. september 1998 arresterede RUC og politiet i den irske republik (Gardaí) 12 personer, som alle senere blev løsladt uden sigtelser. Den 25. februar 1999 blev mindst 7 mistænkte anholdt. Tre dage senere blev Colm Murphy fra Ravendale i grevskabet Louth sigtet for medvirken. Den 23. januar 2002 blev han af republikkens særlige kriminalret idømt 14 års fængsel. Den 21. januar 2005 blev dommen omstødt af appelretten, fordi politiet havde fiflet med deres forhørsnoter. Murphy var indtil 2008 den eneste dømte i sagen.

Et BBC program, Panorama, den 9. oktober 2000 hævdede, at politiet på begge sider af grænsen kendte bombemændenes identitet. Ud fra registrerede telefonsamtaler blev som hovedmistænkte nævnt Oliver Traynor, Liam Campbell, Com Murphy og Seamus Daly. Reaktionerne på udsendelsen var blandede. Minister for Nordirland, Peter Mandelson, var begejstret, mens den irske Taoseach, Betie Ahern, så udsendelsen som en hindring for sagens opklaring.

Kritikken af politiet fik politiets ombudsmand til at undersøge forløbet. Rapporten fra Nuala O'Loan blev offentliggjort den 12. december 2001. Det var en knusende kritik af politiet og ikke mindst direktøren for RUC, Ronnie Flanagan. Ombudsmandens rapport er bygget op med 18 punkter og 6 anbefalinger. Blandt væsentlige kritikpunkter nævnes, at RUC havde ignoreret advarsler i dagene forud for angrebet, og at RUC's medarbejdere havde været defensive og modarbejdet hendes undersøgelse. Rapporten konkluderer, at "Ofrene, deres familier, Omags indbyggere og RUC's medarbejdere blev svigtet ved dårligt lederskab, ringe dømmekraft og manglende engagement".

Sammenslutningen af politifolk søgte at få en domstol til at blokere rapportens offentliggørelse, men måtte opgive. Repræsentanter for de efterladte fremhævede, at Tony Blair og Bertie Ahern havde lovet, at "alle sten skulle vendes", men at ret mange sten slet ikke blev rørt.

I afmagt over myndighedernes sendrægtighed gik de efterladte efter alle 29 døde den 15. marts 2001 til retten med krav om en erstatning på 2 millioner £ fra RIRA som organisation og en række mistænkte personer. Retten i Nordirland indledte sin behandling af sagen den 7. april 2008. Rettens afgørelse faldt den 8. juni 2009. 4 af de 5 tiltalte skal betale 1,6 millioner £ til 6 af de efterladte familier. De 4 dømte er Michael McKevitt, Liam Campbell, Colm Murphy og Seamus Daly.

Som et led i Langfredagsaftalen nedsattes en kommission under ledelse af Chris Patten til udarbejdelse af forslag til en ny politistyrke i Nordirland. Efter kommissionens anbefaling blev RUC i 2001 omdannet til The Police Service of Northern Ireland (PSNI) (kapitel 2006-2). Den 7. februar 2008 udpegede PSNI et panel af uafhængige eksperter til at gennemgå politiets indsats i Omagh-sagen.

Beslutningen blev kritiseret af nogle af ofrenes familiemedlemmer, som mente, at der burde være nedsat en international gruppe til formålet. Dette synspunkt blev støttet af Sinn Féins medlem af politistyrelsen, Alex Maskey.