12. juli 2002 - Et krav fra unionisterne
MP for Ulster Unionisterne, Jeffrey Donaldson, udtalte til en forsamling af orangemænd, der fejrede 12. juli i Lisburn, at tiden var inde til at gøre op med fredsprocessen. "Vi har ret til at spørge Tony Blair om, hvorfor der stadig er Sinn Féin ministre i den nordirske regering, når der er uomtvistelige beviser for, at IRA fortsætter med at bruge vold og true med vold på gaderne. Intet mindre end udelukkelsen af Sinn Féin/IRA fra regeringskontorerne vil være nok," sagde han.

13. juli 2002 - En advarsel fra Sinn Féin
Martin McGuinness fra Sinn Féin advarer om, at ethvert skridt fra den britiske regering i retning af at udelukke hans parti fra regeringen vil være en stor fejltagelse.

19. juli 2002 - Bertie Ahern advarer
Den irske Taoiseach, Bertie Ahern, giver sin britiske kollega, Tony Blair, en meget ligefrem advarsel om ikke at skabe en "unødvendig krise" ved at acceptere unionisternes krav om at få Sinn Féin smidt ud af den nordirske regering.

24. juli 2002 - Blair lover "streng reaktion"
I sin tale i Underhuset lover Tony Blair en streng reaktion til dem, der bryder loyalisternes og republikanernes våbenhvile. Den amerikanske præsiden, George Bush, støtter i en udtalelse denne holdning.

27. august 2002 - Tillid til uddelegering
Ulster Unionisternes leder, førsteminister David Trimble: "Mark Durkan og jeg arbejder på det grundlag, at uddelegeringen er her, og at den vil fungere fremdeles. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen alvorlig tvivl om det. ... Så jeg har fuld tillid til, at uddelegeringn er kommet for at blive."

22. september 2002 - Krav: IRA helt væk
Jeffrey Donaldson forlanger, at IRA skal forsvinde helt, hvis Ulster Unionisterne efter 18. januar skal arbejde sammen med Sinn Féin.

23. september 2002 - Fordømmelse
Både Sinn Féin og det nationalistiske SDLP fordømmer truslen fra Ulster Unionisterne om at smadre den nordirske ledelse, hvis ikke IRA er forsvundet inden 18. januar.

25. september 2002 - Krisemøde i Dublin
Krisemøde i Dublin om fredsprocessen mellem britiske og irske regeringsmedlemmer.

1. oktober 2002 - UU undsiger politireform
MP David Burnside fra Ulster Unionisterne truer med, at partiet vil træde ud af Nordirlands politiledelse, hvis den britiske regering går videre med gennemførelsen af Patten-rapportens politireform.

4. oktober - Politirazzia mod Sinn Féin
Det nordirske politi, PSNI, gennemfører razzia mod Sinn Féins kontor i Stormont parlamentet i et forsøg på at afsløre terroristiske aktiviteter.

7. oktober 2002 - Politiet beklager
Chefen for PSNI, Huge Orde, beklager formen af razziaen mod Sinn Féin i fredags. Gerry Adams afviser over for Bertie Ahern, at Sinn Féin skulle være indblandet i nogen indsamling af information fra regeringsbygningen i Stormont.

8. oktober 2002 - Pres på Tony Blair
David Trimble anmoder Tony Blair om at fremlægge et forslag om udelukkelse af Sinn Féin fra alle magtdelende organer i Nordirland.

10. oktober 2002 - Blair giver efter
For at undgå, at Ulster Unionisternes ministre træder tilbage, forbereder Tony Blair sig på at suspendere lokalparlamentet i Belfast mandag.

13. oktober 2002 - Reid bekræfter suspension
Minister for Nordirland, John Reid, bekræfter sin hensigt om at suspendere det nordirske parlament mandag.

Den egentlige grund til lokalstyrets ophævelse er ikke tydelig. Det kunne se ud, som om den voksende politisk spænding ikke kunne kulminere på anden måde.

Meddelelsen om lokalstyrets ophævelse blev givet i form af en erklæring fra John Reid og en tale i Underhuset den 15. oktober. Disse tekst er ikke meget oplysende om baggrunden. Der er ikke nogen antydning af, at der skulle være fundet belastende materiale under razziaen mod Sinn Féin.

Den 17. oktober holdt Tony Blair en tale i Belfast. Der er heller ikke heri noget nærmere om den konkrete baggrund for suspensionen. Til gengæld rummer Tony Blairs tale hans analyse af udviklingen i Nordirland. Jeg har derfor oversat centrale dele af talen til dansk, men anbefaler den engelske udgave af hele talen.

Og hele vejen igennem har der været ét grundlæggende tema, og det vil jeg præsentere, som jeg ser det. Ved denne lejlighed vil jeg ikke være diplomatisk. Ud fra al den tid, som jeg har brugt på dette tema mener jeg, at jeg har både ret og pligt til at fremlægge mit oprigtige syn.

Det nationalistiske Irland har i årevis følt sig behandlet som andenrangs borgere. Lad mig stryge ordet "følt". De blev behandlet som andenrangs borgere. Lad os ikke bebrejde nogen noget. Vi vil heller ikke bestride kendsgerningerne. De ønskede at blive en del af et forenet Irland. De betragtede det nordirske koncept som en sekterisk kontruktion. De troede, at den eneste vej til retfærdighed ville være et forenet Irland.

Tidens unionisme var overlegen, men den var også mistænksom. Mistænksom over for, at hvis vi gav efter for nationalismens krav, var det en glidebane, som ville føre til et forenet Irland. Mistænksom over for, at den britiske regering, uanset farve, ville sige, at vi holdt med dem, men i virkeligheden ville sælge dem ud.

Dagens konservative opposition angriber os for Belfast aftalen. De kalder os for pricipløse forrædere af unionismen. Men jeg må minde om den tidligere konservative regering ag fru Thatchers anglo-irske aftale og senere Mr. Majors Downing Street erklæring og de hemmelige samtaler med IRA, selv mens bomberne eksploderede. Men unionismen husker også det hele. Og det føret til mistanke og utryghed.

Utryghed af alle de grunde, som lige er nævnt. Utryghed, fordi de mente, at de havde lige så meget ret til at være unionister, som nationalisterne havde til at være nationalister, men omverdenen tog nationalisternes parti. Utryghed, fordi jo mere åbenlyst de demonstrerede deres britiske symboler, jo mere forskellige fra resten af UK fremstod de.

Og så kom ind i alt dette fatalt og dødeligt terrorismen. Jeg husker, at jeg hvert år som skoledreng tilbragte min ferie i Irland. Men så et år stoppede det hele.

Det er svært for nogen at forstå terrorismen, og jeg tror ikke, at den nogensinde var eller nogensinde kunne blive retfærdiggjort. Lad os blot vurdere dens formål. Formålet med den republikanske terrorisme var at skabe en sådan situation af kaos, at Storbritannien ville opgive Nordirland. Formålet med den loyalistiske terrorisme var at hævne, at dominere eller at udrense katolikker.

For vores del var hensigten med det britiske sikkerhedssystems - ofte barske - reaktion at eliminere volden, som det var vores pligt.

Kendsgerningen er, at ingen af os nåede vores mål. IRA fik aldrig bombet sig igennem til et forenet Irland og ville aldrig kunne gøre det. Jeg kender det britiske folk. De ville simpelthen aldrig vige. Loyalisterne kunne ikke stå i vejen for forandring. De britiske kunne ikke eliminere IRA militært.

Men historiens tømmermænd er der stadig. Selv da republikanerne indså, at de ikke ville få Storbritannien til at opgive Nordirland med terror, troede de stadig, at de havde et andet taktisk mål. Det gav dem et forhandlingshåndtag. De britiske ville ikke opgive Nordirland ved terror, men de kunne ved terror blive tvunget til at forhandle, til at tage Nordirland alvorligt, til at tage nationalismens krav alvorligt.

Udsigten til våbenhvile var et tilstrækkeligt drilagtigt perspektiv til at få de britiske til at bemærke unionismen og sætte sig i bevægelse.