En note om Irland i 2000
Af Paul-Frederik Bach 2000 i overblik Startside Foregående note Næste kapitel |
6. august 2000: | Note 2000-3 |
Frustration og splittelse i Orangeordenen
Fredsprocessen overlever marchsæsonen 2000 2. juni 2000:
Resultatet blev, at der ikke kom noget flag op på de to ministres bygninger.
Ministeren for kunst og kultur, Michael McGimpsey fra UUP, kaldte de to Sinn Féin ministres optræden for en fornægtelse af en principiel enighed.
Førsteministeren, David Trimble, udtalte: "Der er ingen tvivl om de meget stærke følelser i denne sag. Det ville være godt, hvis vi kunne løse problemerne selv. Hvis ministrene fortsætter med at handle på en måde, som skaber sårede følelser og uro i samfundet, bliver det mere besværligt."
Hvis lokalregeringens ministre ikke kan enes, kan det blive nødvendigt for den britiske minister for Nordirland, Peter Mandelson, at gribe ind.
27. juni 2000:
De har på et møde orienteret den britiske premierminister Tony Blair, om deres iagttagelser.
Både Tony Blair, den irske Taoiseach, Bertie Ahern, Nordirlands vice-førsteminister, Seamus Mallon, og Sean Féin formanden, Gerry Adams, har ytret stor tilfredshed resultatet.
Læs våbeninspektørernes rapport (på engelsk)
30. juni 2000:
Den 26. juni forlangte den nordirske paradekommission marchen i Portadown den 2. juli omlagt fra Garvaghy Road til et mindre følsomt område.
Se kort over Drumcree under marchen i 1998.
Det britiske militær forstærkes med ca. 2000 mand i marchsæsonen.
Toneangivende politikere, bl.a. den amerikanske præsident, Bill Clinton, beder i stærke ord til alle parter i Nordirland om at vise mådehold for ikke at bringe fredsprocessen i fare.
5. juli 2000:
RUC har opstillet en 7 meter højt stålbarrikade for at hindre orangeordenens adgang til Garvaghy Road.
I gaderne i Belfast er soldater fra den britiske hær fordelt, så de kan støtte RUC under loyalisternes angreb.
De voldsomme uroligheder har skabt splittelse og frustration blandt loyalisterne. De har på den ene side svært ved at forsvare brugen af voldelige metoder, men ser på den anden side republikanernes deltagelse i lokalregeringen som et resultat af IRA's grove vold.
Roy Baillie, formand for Nordirlands turistråd, har kritiseret orangeordenes opfordringer til masseprotester. det har været ødelæggende for turismen i år og måske også til næste år.
6. juli 2000:
7. juli 2000:
9. juli 2000:
Henvendt til mængden hævdede Harold Gracey, at han var blevet fejlciteret i medierne. Han har aldrig opfordret til vold, men til protest.
Den officielle Drumcree march er slut, men protesterende i hundredevis bliver tilbage ved barrikaden.
En protestplakat viser stemningen: "Better to die on your feet than live on your knees!".
Omkring midnat rettede loyalisterne fyrværkeri mod sikkerhedsstyrkerne på barrikaderne, hvorefter britiske forstærkninger måtte flyves til med helikopter.
14. juli 2000:
I Portadown opretholder en gruppe med Harold Gracey i spidsen presset på sikkerhedsstyrken ved barrikaden ved Garvaghy Road. En talsmand svarer, at det er nemt nok at give ordrer, når man er 25 miles væk fra Drumcree.
Dermed skærpes splittelsen inden for Orangeordenen, hvor ledelsen i Belfast opfordrer til afslutning af gadeprotesten, mens viceformanden i Portadown, David Burrows, siger: "Man kan ikke støtte en sag ved at læse sig tilbage og ingenting gøre."
I mellemtiden har RUC fundet situationen stabil nok til, at befæstningen af Garvaghy Road kan nedtrappes.
28. juli 2000:
Løsladelsen vakte blandede følelser. Således udtalte den britiske minister for Nordirland, Peter Mandelson, at han ikke følte sig lettet eller beroliget, men at det var en nødvendig del af fredsprocessen.
4. august 2000:
|