Normannerne havde præget Irland i flere århundreder og var blevet blandet med irerne, så man sagde, at de blev mere irske end irerne selv.

Den sidste repræsentant for det gæliske aristokrati i det 16. århundrede var en mand af stort format, Hugh O'Neill, jarl af Tyrone (i Ulster). Hvis nogen kunne have samlet de mange fraktioner af Irland til en helhed, var det ham. Men han blev slået ved Mountjoy, hvorpå han sammen med flere andre 1607 flygtede til kontinentet (The flight of the earls).

Englænderne fulgte sejren op med den første plantation, som fandt sted i Ulster. Jorden blev fordelt til engelske og skotske indvandrere. Her blev kimen til den nuværende deling af Irland lagt.

Mange gæliske familier blev i Ulster, men kun få overlevede Cromwell. De mest stejle blev fældet, mens de små fisk bøjede af. Det tog flere årtier. Først 1660 kunne man tale om protestantisk dominans, og efter 1690 var der ikke mere af det gæliske og katolske aristokrati tilbage i Ulster. Katolikkerne var slået efter Derry's belejring og slaget ved Boyne 1689 og Limerick's belejring 1691.

Et næsten nyt aristokrati udviklede sig. Hele den normanniske adel (kaldet "the old English") blev stort set elimineret. Men der var overlevende nok til at viderebringe irske skikke og traditioner til de protestantiske og anglikanske "irere", som blev resultatet af the plantations.

Det er dette nye aristokrati, som fra det 17. århundrede betegnes "the Anglo-Irish". Dette aristokrati skulle komme til at præge livet i Irland mere end andre tidligere eller senere kolonisatorer. Resultatet blev nutiden irere, der tænker irsk, men taler og skriver engelsk.

Normannerne havde brugt opdriften i deres egen fremmede kultur som støtte til en vigende indfødt kultur. De tilførte ny energi til det sociale, det politiske og det militære område, og de indledte urbaniseringen af et bondeland.

De anglo-irske fortsatte urbaniseringen med byer som Westport, Lismore, Midleton, Kinsale og de dele af Cork og Limerisk, som er fra det 18. århundrede. Et pudsigt resultat af processen er de mange forstæder, som hedder Irishtown, ofte adskilt fra selve byen ved et vandløb. Men religionen skulle blive den vigtigste barriere. Normannerne var katolikker. De anglo-irske var protestanter eller anglikanere. Det synlige symbol er de protestantiske kirker, som befinder sig i byens centrum eller synligt på et højdedrag, mens de katolske kirker blev gemt væk, ofte uden spir. Denne lille flothed blev forbudt ved lov.