The United Irishmen blev grundlagt som et hemmeligt selskab i Belfast i 1791. De skulle skabe "et broderskab af hengivenhed og et fællesskab af rettigheder og en forening af kræfter blandt irere af alle religiøse overbevisninger". Idéen kom fra Frankrig. En af de bærende personer var Wolfe Tone, en ung protestant fra Dublin, uddannet på Trinity College. I hans hænder blev den franske revolution en trompet, som ganske vist kun blev hørt af en lille minoritet af de slaver, som omgav ham, men alligevel af nok til, at der til vore dage kunne overleveres en frisk og lidenskabelig republikansk ånd, som aldrig helt vil uddø i Irland.

Wolfe Tone flåede dørene til den moderne verden op uden varsel. 100 år før lå de sidste 1000 års tunge røgskyer stadig over landet. Kombinationen af kontrolleret anglo-irsk intelligens og en lidenskabelig følelse af uretfærdighed er formlen for den moderne irske nationalisme. Følelserne var der, men bondestanden havde ingen idéer, og middelklassen havde ingen magt.

Der var mange lokale oprør, men de havde kun begrænsede mål. Den katolske liberale middelklasse var egentlig tilfreds med tingenes tilstand og kæmpede kun mod lokale restriktioner, som berørte deres egen klasse. Katolske præster gik diskret klædt, og de betragtede "Loven" som Gud nr. 2. Dette mønster blev brudt i begyndelsen af 1800-tallet af den berømte "J.K.L.", James Warren Doyle, biskop af Kildare og Leighlin. Kirken var kommet i bevægelse, selv om Doyle var antirepublikaner. Dette kan forklare, hvorfor O'Connell kome til at kæmpe mod både englændere og mod sine egne biskopper. Der var også præster, som gik aktivt ind i kampen i 1798, og som blev hængt efter nederlaget.

I 1790'erne havde masserne ikke andre kæmpende ledere end Tone og the United Irishmen. Oprørene og de 2 franske invasionsforsøg slog fejl, men nogle idéer var blevet sået. Almindelige mennesker fik den demokratiske æras første personlige helt med en munter, uundertrykkelig, ivrig og meget menneskelig natur, blandet med skepsis, alvor, munterhed og indiskretion, og fri for poseren og falsk værdighed. Det er en lykkelig definition, ikke bare af manden, men af hans idealer.

Oprørsmentaliteten er blevet så rodfæstet i Irland, at den har farvet alle andre karakteristika og præget irernes sociale forståelse, deres symbolik og deres samtaler.

Der er to slags oprørere. Den ene slags reagerer på åbenlys uretfærdighed. Resultatet heraf blev bondeoprør, bondebevægelser for hævn og arbejdersammenslutninger. Målene er enkle og klare. Den anden slags går efter mere omfattende forandringer. Det er dem, der taler om emancipation, frihed og menneskerettigheder. Her er målene aldrig klare, for de afhænger af senere tiders begrænsninger. Det er den intellektuelle oprører, som skal lede sit folk til det forjættede land, som skal defineres og opbygges af folket selv.

Oprøreren var dømt til fiasko. Naturligvis drømte han om succes, men han var klar over, at han havde alle odds imod sig. Døden var ikke en fiasko, hvis bare oprørsånden levede videre. Så var oprøret vellykket.