Sean O'Faolains irske historie
Resumé af Paul-Frederik Bach     Tilbage til Hjemmeside
Tilbage til Sean O'Faolain: "The Irish"
   Foregående kapitel         Næste kapitel   

II. Stammen

7. De religiøse præg

Potentielt kunne religionen have forenet normannerne og irerne. Men religionen alene var ikke nok til at binde folk sammen, ikke engang irerne. Da Desmond familien i syd i det 16. århundrede rejste sig i en hellig krig mod England, støttede O'Neill klanen i nord englænderne. Det vil være nytteløst at overveje, om "nationalitet" uden religion kunne have holdt irerne sammen, eftersom begrebet ingen mening havde dengang.

Derimod fik religionen afgørende betydning for det moderne Irland. Irerne orienterede sig eksternt mod Rom og Spanien. Loyalitet mod Rom og modstand mod England blev til en helhed, som ikke var særligt heldig for nogen af parterne.

Med denne betragtning har vi på et vejskilt ved en af historiens korsveje aflæst advarsler om ujævn vej forude. Nu skal vi imidlertid se os nærmere om i det 14. århundrede. Allerede på synoden i Cashel 1171 kunne man færdiggøre en kirkereform, som samtidigt betød en underkastelse under den engelske konge og Church of England. I 1317, da Irland blev invaderet af Edward Bruce fra Skotland, sendte en gruppe irske småkonger en protest til paven i Avignon. Her startede splittelsen.

De næste 200 år var situationen uklar, fordi den irske kirke blev mere og mere splittet. Først i det 17. århundrede blev religionen forbundet med patriotisk modstand. Under pres fra reformation og munkeordnernes forkyndelse blev religionen til en mission for loyalitet mod Rom og modstand mod de engelske.

Men tvetydigheden var stadig et kendetegn. Desmond familien var en gammel normannisk familie. Mens den 14. jarl af Desmond sad fængslet i London, rejste hans fætter til Spanien for at søge støtte til et oprør. Han vendte tilbage i 1579, men oprøret blev knust og efterfulgt af den første af flere "plantations". Derved udtyndedes det keltiske blod yderligere. Det er ikke til at vide, hvad der har gjort irerne forskellige fra landsdel til landsdel. Det er næppe den normanniske indflydelse omkring Kilkenny og Carlow, den danske baggrund i Wexford, den skotske indtrængen i Antrim eller blandingen med blod fra Devon og Somerset i Cork, der har givet netop disse egne deres karakter. Alt hvad vi ved, er, at disse blandinger fandt sted, og at der er vævet for mange præg ind i den irske bevidsthed gobelin til, at nogen kan skille de enkelte tråde ud igen.

Tilbage til Indhold     Oprettet 12.3.2000