Det 19. århundredes patriotiske symbolik i Irland har nogle standardmotiver: det runde tårn, det keltiske kors, ulvehunden, harpen og klosterruinen. Det understøtter myten om 700 års slaveri, men undertrykker de mange efterladte minder om, hvad normannerne har tilført Irland.

Normannerne var efterkommere af vikinger, der havde slået sig ned i Normandiet, og som var fulgt med Vilhelm Erobreren til England i 1066.

Den første klynge normanniske eventyrere under ledelse af Richard FitzGilbert de Clare, kendt som Strongbow, landede i Bannow Bay, Wexford, den 1. maj 1169. På 9 måneder lykkedes det dem at få kontrol med hele Leinster. Deres succes skyldes dels, at irerne var ude af stand til at yde organiseret modstand, og dels normannernes overlegne militære teknik.

De irske konger indgik pragmatiske arrangementer med de nye magthavere. Normannerne overtog byerne og byggede nye byer. Det var begyndelsen på civiliseret liv i Irland. Med veje og havne fulgte handel. Normannerne oprettede mange klostre. De små høvdinge forsvandt, de store indrettede sig efter omstændighederne.

Den normanniske indflydelse er stadig mærkbar, især i øst og sydøst. Mest udtalt var og er indflydelsen omkring de nye klostre. Omkring cistercienserklosteret i det nuværende Graiguenamanagh, County Kilkenny, findes således stadig næsten alle tænkelige håndværk fra bådebyggere til støvlemagere. I det moderne Kilkenny kan man studere den smukke katedral fra det 12.-13. århundrede og andre af normannernes efterladenskaber.

I nutidens Graiguenamanagh ser man ikke umiddelbart sporene af normannernes civilisation. Byen har udviklet sig oven i ruinerne af klosteret, og det er først efter dages ophold man fornemmer en aura fra en anden tid. Denne kontrast markerer starten på den irske tragedie. Normannerne kom med en veludviklet lovgivning, men indrømmede ikke irerne fordelene af de samme love. Da de danske konger erobrede England, indså de heller ikke, at en kolonisation kun lykkes, hvis der er lige ret for alle. Både normannerne og efter dem The Tudors opfattede irerne som grove og barbariske.

Da reformationen fandt sted, var typiske landsbyer og klostre ikke længere rent normanniske. I England fortsatte katolske kirker og klostre som hovedregel i den nye tro. I Irland var blev klostrene som hovedregel lukket og forladt. Indflydelsen på eftertiden blev indirekte og rudimentær.

Den indirekte indflydelse kan aflæses i efternavnene. Typiske navne som Burkes, Fitzgerald, Power, Joyce, Coady, Tracy, Costello, Butler og Barry er normanniske. Det hævdes endda, at normannerne kan genfindes i folks ydre, som kraftig kropsbygning, firkantet ansigt og fin næse, og i mentale træk, som selvkontrol, behersket idealisme, nøjsomhed, kræmmermentalitet og sikkerhedsbevidsthed.

Normannerne var de første "Home Rulers". De så ikke Irland som en nation, og de bekymrede sig ikke om nationale symboler som sprog og gamle traditioner, men stod fast på deres religion og deres jord. De var toneangivende i irsk politik, indtil Det Irske Parlamentariske Parti opløstes i 1922. Allerede 1297 kom der regler, som forbød normannere at klæde sig som irere og at beskæftige irske infanterister. Det viser, hvilken vej vinden blæste allerede dengang.

Imperier har tid nok, men det har undertrykte folk ikke. Der sker ting under overfladen. Fra 1395 opgav de store irske høvdinge kongetitlen. Irerne havde ikke blot opgivet deres jord, men deres sind, deres erindring og deres traditionelle syn på tingene. Denne beretning forholder sig ikke til, om grupperne skulle have sluttet sig sammen eller kæmpet til den bitre ende. Da de hverken gjorde det ene eller det andet, kan man kun konstatere, at det politiske liv i Irland fik den værst tænkelig start.