Litteraturens genfødsel var en af det 19. århundredes kreative begivenheder. Et folk fik mæle og kom derved nærmere en intellektuel frihed (intellectual and imaginative freedom) end nogensinde før.

Irsk litteratur på gælisk fik dødsstødet sammen med det irske aristokrati. Når interessen kun er patriotisk og nostalgisk, ender den i kommodens nederste skuffe sammen med de første babysko og mors brudeslør. Gælisk er blevet den irske runeskrift. Den efterladte gæliske litteratur bevares som museumsgenstand, men dens virkelige værdi afhænger af dens betydning for befolkningen, og der er sandsynligvis under 30.000, for hvem gælisk er det naturlige sprog.

1845 udsendte Young Irelanders det første nummer af avisen The Nation. De kom efter den katolske frigørelse og samtidigt med O'Connell's kamp for et irsk uddannelsessystem. De iagttog en modløs og uoplyst bondestand, de første store bølger af emigration til Amerika og det uddøende modersmål. Mens O'Connell ikke havde tid til gælisk, interesserede The Irelanders sig for fortiden og dens værdier. Deres interesse for litteraturen var politisk. De insisterede på brug af indfødt materiale i deres politisklitterære journalistik.

En af digterne fra årene forud var fra Cork: Jeremiah Joseph Callanan, som døde 1829. Han huskes for ballader og sange, som har gjort ham til den første populære digter, der skrev på engelsk. Hans historie viser, hvor let en digters sande inspiration kan gå tabt. På Trinity College fik han anerkendelse for digtet "Alexander's Restoration of the Spoils of Athens". Senere var Byron hans store forbillede, og hans digte blev pseudo-Byronsk poesi. Sådan noget sker ofte for digtere. George Moore skiftede County Mayo ud til fordel for Paris med Zola og realismen.

Young Irelanders var kloge nok til at opfordre irske forfattere til at bygge på indenlandsk materiale. Deres svaghed var, at litteraturen blev underlagt politisk dogmatisme og nationalistisk 'right' og 'wrong'. Det havde været fint nok, hvis nationalmoralen havde udviklet sig til en universalmoral. Men det skete ikke. De viste ikke vej til stor litteratur, men til propaganda.

Derfor kan udviklingen af moderne irske litteratur siden 1840'erne beskrives som en opdagelsesrejse, gennemført af irske forfattere, ind i den irske virkelighed, både i nutid og i fortid. Undertiden blev de glade, undertiden frastødt, men altid ophidsede, for der var altid en nationalistisk ånd til stede. Uden denne nationalisme ville irske forfattere altid være i fare for at blive provinsielle efterlignere.

Det lyder nemt, men det er alligevel mærkeligt, at der er så få irske romaner med begge ben på jorden, måske bare 9 eller 10, heriblandt Liam O'Flaherty's "The Informer" og James Joyce's "Ulysses". Netop disse to romaner foregår i byen, de øvrige på landet. Irland er ikke et bysamfund.

Det er Yeats (født 1865) og Joyce, der sammen med Synge og O'Casey placerer irsk litteratur på verdenskortet. De er sammenlignelige med Georg Brandes, Ibsen, Bjørnson og Strindberg. De gjorde Dublin til et europæisk litterært centrum. Irske forfattere vendte tilbage fra udlandet med nye impulser. Det gælder f.eks. Yeats og Swift, som begge tilbragt adskillige år i London. Det antages almindeligvis, at Yeats indflydelse på irsk litteratur begyndte, da han 1902 vendte tilbage til Dublin for at arbejde på Abbey Theatre. Men han blev stærkt kritiseret af nationalistiske Sinn Fein og katolske anmeldere. Det er et omstridt spørgsmål, om han nogensinde fik nogen direkte indflydelse på irsk litteratur. Det har 3 årsager: 1) Han lærte sig høflig distance af The Rhymers. 2) Han var ikke intellektuel og kommunikerende. 3) Han var mere interesseret i en uvirkelig drømmeverden end i naturens virkelige verden.

Yeats manglede desuden den sans for realistiske detaljer, som prægede de følgende års irske forfattere. Om det skyldes hans nærsynethed, er ikke godt at vide. Men Yeats' poesi blomstrer så bevæ-gende, at indtrykket af manglende logik og sammenhæng toner ud i en fascination over en endeløs søgen.

Kontrasten til James Joyce er påfaldende. Han var langt mindre fantasifuld, mere konkret, tør, klarhhjernet og tolerant over for menneskets natur. Men kontrasten er ikke fuldstændig. Joyce havde sin egen form for fantasi, og han kunne godt hæve sig over det jordbundne. Den afgørende forskel er, at poeten rækker ud efter det ophøjede, mens forfatteren går efter det menneskelige.

Uheldigvis ænsede generationerne efter Yeats ikke Joyce. Joyce kom på det forkerte tidspunkt. "A Portrait of the Artist" kom i opstandsåret 1916. "Ulysses" kom i 1922, da borgerkrigen fulgte efter en periode med trængsler. Bogen kunne først købes flere år efter, da irerne, desillusionerede mellem gamle drømme og nye realiteter, kun blev frastødt af Joyce's ligegyldighed over for Cathleen ni Houlihan's charme.

I sit sidste digt fortalte Yeats os, hvordan vi skulle skrive for at være "still the indomitable (ukuelige) Irishry". Så skulle vi synge om bønder, beredne adelsmænd, hellige munke og porterdrikkernes latter:

Sing the lords and ladies gay
That were beaten into the clay
Through seven heroic centuries...

I den anglo-irske litteraturs mest kreative 50 år fra 1890 til 1940 så forfatterne hovedsageligt livet i Irland fra den romantiske side. Irerne har præsenteret sig selv for verden som et poetisk folk, og sådan opfattes irerne stadig. Dog har en satirisk undertone gjort sig gældende i periodens slutning, f.eks. i Sean O'Casey's skuespil foregår i Dublins slum. Siden 1922 har meget irsk litteratur været kompromiløst skeptisk, ind imellem også grum. Her skal der kun nævnes ét eksempel, Liam O'Flaherty's romaner. Da først irerne så sig selv fra disse forskellige vinkler, kunne det kun være et spørgsmål om tid, før de opnåede den intellektuelle og fantasirige frihed. Men denne oplevelse er ikke smertefri, og den er ikke afsluttet. Det irske teater har sandsynligvis oplevet flere optøjer end andre landes teatre.

Dermed er det irske folk gået ind i sidste fase af den urbanisering, som startede med normannernes invasion.