Kristendommen kom til Irland i det 5. århundrede, men først i det 19. århundrede indtog den katolske præst en central stilling i det irske samfund. Først da fik kirken en afgørende politiske indflydelse. De områder, hvor præsten kunne øve indflydelse, var bordeller, prævention, ægteskab og skils-misse.

Tidligere var klostrene de religiøse centre i Irland, og munke var mere prominente end præster. I det 16. og 17. århundrede var mange af kirkens mest indflydelsesrige mænd udlændinge. I denne periode gennemførte de engelske herskere en brutal forfølgelse af den katolske kirke, og mange af kirkens ledere blev henrettet. Under Cromwell kunne man få 5 £ for hovedet af en ulv eller en præst. Forfølgelsen begyndte at personificere en stærk kombination af politisk og religiøs modstand.

Under unionen med England fra 1801 håbede mange biskopper på lempelser i straffelovgivningen ved støtte til tronen. Præster og digtere blev vigtige intellektuelle holdepunkter, men de var uden politisk magt.

Det var den store demagog og organisator af katolsk modstand, Dan O'Connell, som i perioden 1805 til 1845 gjorde præsten til en national skikkelse.

Præsterne tog af forklarlige grunde afstand fra Wolfe Tone's doktriner om fransk revolution og irsk bevæbnet modstand. Det var sværere for dem at styre uden om O'Connell's kamp for katolsk frigørelse. Men de flokkedes ikke om ham. Tværtimod tyder hans breve på udbredt harme mod præsternes passivitet, især over for regeringens håndplukning af biskopper. Efterhånden lykkedes det O'Connell at få samlet flertallet af præster bag sig, indtil han ved slutningen af sin karriere blev sat på plads af biskopperne i et spørgsmål om undervisningspolitik.

Omkring 1850 var "præster i politik" også kommet til Irland. De havde et, om end ikke velhavende, så dog veletableret præsteseminarium i Maynooth. Maynooth var ellers yderst loyal, men efter præsteseminariets åbning kom der hele tiden pålæg fra Vatikanet om at vise kronen lyalitet.

Præsten blev en magt, som ingen politiker kunne tillade sig at overse. Snart efter dukkede præsten op i skønlitteraturen, ofte uddannet i kraft af fattige forældres store ofre. Han er ikke særligt kultiveret, han kom jo af jævne folk. Fælles for romanfigurerne er deres store indflydelse på lokal politik. Eksempler er Banim's sentimentale Father Connell (1840) og den mere vulgære Misther O'Ryan af Edward M'Nulty (1894). I litteraturen forekommer 3 standardtyper:

• den joviale, jagtglade og hjertelige præst (a "good fellow")
• den konsekvente, ubøjelig, hellige og oftest inhumane asket
• manden, hvis hele liv udgør et psykologisk problem

Præsten har det tilfælles med andre diskrete erhverv, at man ikke kan adskille personen fra erhvervet. Personligheden er tilegnet professionen, men ikke undertrykt. Præsten er ikke bare præst og ikke bare menneske. Præsten kæmper en udødelig kamp med dødelige våben. Med liberalismens fremkomst har Lecky erklæret skilsmisse mellem politik og teologi. Men præster anerkender ikke skilsmisser. Politik og teologi kan slet ikke skilles ad. Det jordiske kongerige er ikke andet end en slagmark for det himmelske rige. Præsten bevæger sig frem og tilbage på marken som en soldat. Irske præster har f.eks. i princippet intet imod læg (lay=ikke-teologisk) kontrol af uddannelsen. Men den katolske kirke iagttager, venter og tinger (bargains) hele tiden, udelukkende i sin egen interesse som kirke. Hvor magten viser sig, følger kirken efter. Den er hævet over menneskelige sympatier. Den kan fordømme en patriot i dag og lave forretning med ham i morgen. Det er ingen overdrivelse at sige, at en patriot, som kæmper for sit land, må satse sin sjæl for en menneskelig sejr. I 1922, da de Valera's "republikanske" styrker kæmpede mod den frie regerings "nationale" styrker, udsendte dommeren i Cork stift følgende advarsel: "Ifølge irske biskoppers erklæring er det mord at slå nationale soldater ihjel." De mange katolikker, som ikke adlød denne ordre, var syndere.

Universitetssagen er interessant. Første trin starter 1849, da den britiske regering åbnede et universitet for folkets brede masser, det der skulle blive til Queen's College i Belfast. Der blev ikke sørget for undervisning i filosofi og historie ud fra katolske synspunkter. Man yngre irere var glade for, at det blev muligt at tilbyde folket en højere uddannelse, men biskopperne og O'Connell afviste det og arbejdede for, at middelklassen holdt deres børn væk fra Queen's College. Dette er et eksempel på præsternes indflydelse.

Andet trin starter 1852, da kardinal Paul Cullen overtalte John Henry Newman til at komme til Dublin og grundlægge et katolsk universitet. Newman fik en trist tid, fordi den læge indflydelse blev så ringe på det katolske universitet. Newman sagde, at hvis Dr. Cullen's syn skulle blive det fremherskende, ville universitet simpelthen blive præstestyret, og undervisningen ville blive ledet af folk uden forstand på litteratur og videnskab.

Da Newman vendte tilbage til England, mødte han nøjagtigt den samme holdning hos kardinal Manning, men lægfolk satte pris på Newman's stridbare indstilling. Striden mellem de kritiske lægfolk og den mistrosike kirke kulminerede, da Newman blev anklaget i Rom og angivet som agent for den katolske liberalisme i England. Når tiden siden viste, at Newman havde ret og Manning uret, kan man kun se det som den typiske historie om patrioten, som skal være lige så rask som Newman for at undgå ødelæggelse. I Irland var striden ikke intellektuel, fordi striden kredsede om mere primitive og følelsesmæssige spørgsmål som: "Hvornår er oprør lovligt i en undertrykt nation?"

En sigende illustration af kirkens ligegyldighed i nationale spørgsmål er sagen om det irske sprogs overlevelse. Det beklages undertiden, at kirken ikke støttede denne sag. Men hvorfor skulle den? Man må virkelig have sympati med den modige Dr. O'Hickey, professor i gælisk ved Maunooth. Han blev fyret i 1909, fordi han åbent kæmpede for obligatorisk irsk på det nationale universitet. Hvis den katolske kirke i Irland anså sproget overlevelse som usandsynlig, var den i sin gode ret til ikke at støtte sagen. Den irske kirke kaster kun reb ud til en skibbruden, der er på tørt land. Det er moderne irske politikere begyndt at indse.

I Irland har præster og lægfolk det stadig fint sammen. Kun én gruppe holdes 3 skridt fra livet: forfatterne eller de intellektuelle. De vil have spørgsmål frem og besvaret. Kirken støtter sig stadig til stiv autoritet. Det kunne gå, så længe Irland var beskyttet og afskåret fra resten af verden. Men nu er isolationen fortid. Det er bemærkelsesværdigt, at der i Irland ikke findes et eneste katolsk tidsskrift, som kan kaldes søgende eller intelligent. Den katolske kirke i Irland ændrer sig langsommere end andre katolske kirker. Den er offer for en af den mest afgørende faktorer i den irske historie, nemlig at reformationen i England faldt sammen med erobringen af Irland. Efter tabet af et nationalt aristokrati i Williams krigene (1691) holdt irerne fast ved den traditionelle tro, men stod tilbage med en folke- eller bondekirke, som var alt for fattig og udmattet til at kunne udvikle et intellektuelt liv mellem sine præster eller i sin menighed.

Dette har affødt forskellige spændinger. I 1968 nedsatte regeringen en forfatningskommission, som foreslog, at af hensyn til irsk enhed og irske minoriteters rettigheder skulle skilsmisse tillades. Men kirken satte sig imod, da katolikker i så fald kunne opnå skilsmisse ved at forlade kirken.