En svejtser har sagt: "Vi har alt! Men hvor er Wilhelm Tell gået hen?" Det er alle politikeres problem. Wilhelm Tell er sandsynligvis blevet manager på en fabrik i Kerry eller Tipperary. Det kan være godt nok, men det har ikke noget med den glorværdige fortid at gøre. Hvordan gøres friheden levedygtig i et moderne kommercielt og industrielt samfund? Så snart industrialiseringen var i gang, begyndte man at stille det svejtsiske spørgsmål. Unge IRA-folk gav sig til at sprænge ting i luften om natten for at vise, at glansen ikke var gået af frihedens traditioner. Men politikerne blev den foretrukne skydeskive. For mens alle ønskede modernisering og effektivitet, ønskede man også århundreders skikke og værdier bevaret. Det kan man ikke. Konflikten var dyb og varig.

Kun få forstod, i hvilket omfang gamle skikke måtte dø, hvis det nye Irland skulle vokse til fuld styrke. Robin Flower fortalte historien om, hvordan han for mange år siden sad ved tørveilden i et hus på Great Blasket Island (det vestligste Irland), da en af mændene i stedet for som sædvanligt at sige (på gælisk): "Tell us anothe story, Michael" tog en avis frem og bad en lille skoledreng om at oversætte nyhederne fra Dublin. Et andet eksempel er stedet, som fra den ene dag til den anden skiftede fra middelalder til det 20. århundrede, da den kvindelige postmester (postmistress) købte en radio. Great Blasket Island har været ubeboet siden 1953.

Tvivl og ubeslutsomhed om fortid og fremtid har i over 50 år forgiftet irsk politisk tænkning. Den irske kultur betragtes som en bonus, et frimærke på livets konvolut, i stedet for en komplet livsstil, som det ofte tager århundreder at opbygge. For irske politikere bliver kulturen et billede på en væg, en bog i reolen, et symfoniorkester, et nyt teater, noget der altid ligger midt mellem privat ejerndom og en nyttig, statsstøttet turistattraktion. Men der er mere kultur i en Derby dag, en regatta, en hundevæddeløb, ost og kål, gotiske kirker og Elgar's musik (altså den engelske arv). Politikerne skal ikke bare pleje landets økonomi, men også nære et nyt, og for os irske komplet nyt, livsmønster.

Det var især svært for de første politikere, som lige efter 1922 så godt som ingen socialt indstillede forgængere havde. Grunden er enkel. Siden Daniel O'Connell (1775-1847) var rygraden i al nationalistisk politik en uoplyst bondestand under ledelse af nogle få byboere fra den lavere middelstand. Resultatet blev, at den irske nationalisme uden en proletariskindustriel klasse, som kunne tilføre den et indhold, udviklede sig et næsten komplet mysterium.

Et blik på de 3 vigtigste politiske grupper i dag kan kaste lidt lys over resultatet.

ARBEJDERNES REPRÆSENTANTER: Først 1912 begyndte Irish trades Union Congress at forberede vedtægter for et arbejderparti. 1913 kom sporvognslockouten og Jim Larkin's militante socialisme. 1914 kom verdenskrigen. Larkin tog til Amerika og kom i Sing Sing, og Conolly tog over. Irish Citizen Army blev grundlagt, og Sinn Féin blev aktiv. James Conolly blev henrettet efter påskeopstanden i 1916, hvorefter Sinn Féin var den eneste af de 3 bevægelser, der betød noget. Efterhånden nærmede middelklassen sig Sinn Féin, som derved blev mere konservativ.

Den første Dáil fra 1919 (illegalt irsk parlament) bestod af fredløse og var uden midler og tid til intellektuelle diskussioner om livet i det kommende Irland. Men hvor var de intellektuelle ledere henne? Mens Sinn Féin forblev komplet asocialt, forblev Labour komplet upolitisk. Labour var ikke med i den første Dáil, og de holdt sig forsigtigt uden for valget i 1921, som førte til Dáil nr. 2. Labour viste sig først for vælgerne som et socialistisk parti i 1967, og da havde både kapitalisme og socialisme skiftet stil i andre lande. Kort sagt, irske fagforeninger havde virkelig fået arbejdernes lønninger forbedret, men de havde ikke gjort noget videre for at udvikle det samfund, som de befandt sig i.

FINE GAEL: Det parti, som fik regeringsmagten i 1922, udviklede sig til Fine Gael. I den frie stats første 10 år kom de til at lægge det mønster, der skulle præge livet i Irland lige siden: en laissez faire filosofi, som med (heldigvis) offentligt ejede virksomheder for kommunikation, radio, elektricitet, sukker og transport i luften, på skinner og på landevej som eneste formildende omstændighed. En utilstrækkelig og frygtsom middelklasse er skånselsløst udødeliggjort af Joyce i hans beskrivelser af livet i Dublin. Partiets holdninger er forandret og udviklet meget siden, men dets triste påvirkning af al social tænkning i de første kritiske ti år har vist sig svær at aflive.

FIANNA FAIL: Den irske borgerkrig brød ud den 28. juni 1922, da fristatens hær angreb IRA's hovedkvarter i Dublin. Krigen skyldtes utilfredshed med Irlands deling og fremfor alt med, at medlemmer af Dáil skulle aflægge en troskabsed til den britiske krone. En af de mest aktive modstandsledere, Liam Mellows, sagde, at traktaten var forræderi mod de gamle politiske drømme, og at kun kommercielle interesser kunne støtte den. Et år efter at være slået militært, vandt det republikanske parti (Fianna Fail, gælisk for "Skæbnens soldater") ved valget 44 pladser mod regeringens 63. I 4 år nægtede de imidlertid at indtræde i Dáil på grund af den forhadte ed. Så indså de Valera, at der ikke var nogen fremtid for et parti uden for parlamentet, og overbeviste sig selv og sine følgesvende om, at eden bare var en tom formalitet. I 1932 fik Fianna Fail stemmer nok til at danne regering med støtte af Labour, og har siden haft magten i perioder på tilsammen over 30 år.

Republikanernes impotens de første 10 år har efterladt uudslettelige spor i Fianna Fail. Kompromisløsheden hærdede deres sind. Alligevel viste det sig, at de styrede landet lige så godt eller skidt, som deres forræderiske forgængere. En af John Galsworthy's personer sagde: "Der er bare én regel for politikere i hele verden. Når man er ved magten, skal man aldrig gøre det, man sagde i oppositionen. Hvis man alligevel prøver, kommer man til at gøre det, der var umuligt for de andre." Det må dog medgives de Valera, at han ved lov fik sat eden ud af kraft, og han fik fjernet de britiske flådebaser. Det er ironisk, at netop det parti, som rejste modstanden mod fristaten fra 1922, da de kom til magten i 1948 under John Costello erklærede den nuværende republik.

Men fortiden nægtede som et hvileløst spøgelse at gå sin vej. Ethvert forsøg på at opgive planerne for retablering af fortiden ville være blevet betragtet som det største forræderi siden Judas. Hvis på den anden side politikere ville have sat alt ind på at genoplive f.eks. det irske sprog, ville traditionalisterne have jublet over den største genoplivning siden Lazarus. Men: "Traditioner kan ikke arves", sagde T.S.Elliot. "De kan kun opnås ved hårdt arbejde."

Imidlertid gik politikerne ikke til sådanne yderligheder. I stedet opstod under Fianna Fail's indflydelse et nyt syn på den irske historie. Ifølge dette historiesyn er det slet ikke nødvendigt at gøre noget ved de gamle traditioner, for de er jomfruelige, vedvarende, allestedsnærværende og usårlige frugter af en gammel gælisk civilisation. Det kan godt være, at dette er forfalskning af myter, men det er ikke uden fortilfælde. Det er zionismens grundlag. Orienten blomstrer på det. Det britiske imperiums værdier beror på den historieforfalskning, at kolonialisme forklædes som befrielse. Utallige afrikanere har brug for myten om en ubrudt fortid for at opnå national stolthed. Ludvig XVIII erklærede fra sit eksil, at den franske revolution bare var en afbrydelse i tingenes naturlige og gode orden. Tilsvarende har man set erobringen af Irland som bare en uopdragen afbrydelse af historien. De berømte 700 års slaveri har intet affødt, og republikanernes vision om livet er uændret, siden Pearse og hans mænd døde for den i 1916.

Det 'rigtige' Irland blev endelig sikret med en forfatning, som de Valera fik gennemført i 1937.

Enhver politiker må leve med 2 slags moral, en til privat og en til offentlig brug. Det er begrundelsen for et moderne fænomen: protesten. Uden udtalt eller endog voldsom protest stagnerer demokratiet. Protester kom fra oraklet i Delfi. De Valera sagde, han lyttede til sti hjerte, men han hentede impulser fra marker og gader. Spørgsmålet er, om signalerne forstås rigtigt. Det er ikke de protesterendes rolle at besvare spørgsmål, men at stille dem, ubekvemt og vedholdende. Franklin D. Roosevelt: Hvis et folk på demokratisk vis får en regering, der er stærk nok til at beskytte dem mod frygt og sult, er deres demokrati lykkedes. Hvis ikke, bliver de utålmodige. Det eneste sikre bolværk for varig frihed er en regering, der er stærk nok til at beskytte folkets interesser, og et folk, der er stærkt nok til at bevare kontrollen med sin regering.

Hertil kommer beskyttelsen af tale-, presse- og forsamlingsfrihed for at sikre den politiske debat. Hvis disse tanker havde inspireret Irland fra 1922, kunne stagnation, IRA og censur have været undgået.

Mr. de Valera trak sig først tilbage fra aktiv politik i 1959. Han kan bebrejdes meget, men man kan også fremhæve, at han udgjorde en karakteristisk irsk blanding af realisme, sentimentalitet og skånselsløshed. Alle idealister er skånselsløse. Enhver politiker har et blødt punkt. Selv Stalin havde en datter. Hitler elskede sin hund. Napoleon græd over Ossians digte.

Efter 1958 indledtes et intensivt forløb med henblik på at øge eksporten og forberede Fællesmarkedet. Der blev tilbudt skattefrihed og andre begunstigelser for fremmede investorer, som ville bygge virksomheder i Irland. Det gav mange nye virksomheder og også nogle fiaskoer. Man kan godt sige, at moderniseringen bragte Irland nærmere til den republikanske livsvision fra 1916. I 60'erne blev det klart for os, at hvis nationalismen var fase 1, så var moderniseringen kun fase 2. Ulighederne var stadig påfaldende. I 1968 kom kun mellem 3 og 4 % af bøndernes børn på universitetet. For arbejderbørnene var det bare 2 % mod 37 % for forældre med længere uddannelser.

Derfor er disse problemer løses. Det gælder også racisme og imperialisme. Hvad der hæmmer udviklingen af et nationalt intellekt, er den forbløffende langsomhed, vanskelighed og kompleksitet af det, som engang blev anset for en enkel proces. Det nye Irland skal stadig have den gamle lære ind med skeer lige som en dygtig, men arrogant dreng, hvis dygtighed er dæmning mod erfaringer. Nationalismen har længe været vores egoisme. Den var vores elskede, lysende ungdom. Da dens tid var forbi, kom den til at ligne 'Døden i Venedig', en halvgammel mand, der pudrer sine kinder for at bevare ungdommens glød. Irland har klynget sig til sin ungdom, ja til sin barndom længere og mere stædigt end noget andet land i Europa.

Historie er ikke et eventyr, som fortælles ved bålet. Det er en uendelig proces, og hændelserne er ikke så meget hændelser, som det er tanker, der hamres ind i dødelige hoveder. Jeg har citeret afdøde R. G. Collingwood for denne bogs efterskrift: 'Rigtig historie er tankens historie: der er ingen rene begivenheder i historien.' Begivenheder er handlinger, som er udtryk for hensigter. Det er historikeres job at identificere tanken bag hver handling.

Hvor smukt, som Chekhov siger om sit Rusland, livet vil være i Irland om et par hundrede år!