Bloody Sunday undersøgelsen

Bloody Sunday
Af Paul-Frederik Bach Tilbage til Hjemmeside

Saville-undersøgelsens slutrapport lod vente på sig
Nu er den her.

Den 30. januar 1972, endte en demonstration i Derry (eller Londonderry) i Nordirland tragisk. 13 blev dræbt og 17 såret i et sammenstød mellem irske demonstranter og britiske styrker. Begivenheden er kendt som Bloody Sunday.

Blev de britiske soldater angrebet af bevæbnede demonstranter, eller skød de bare i panik? Meningerne er stadig stærkt delte, og forløbet er aldrig blevet fuldstændigt belyst.

I april 1972 udkom den officielle rapport om forløbet, Widgery-rapporten, men den var åbenlyst mangelfuld. Fornyede krav om en fuldstændig udredning fik i 1998 den britiske premierminister, Tony Blair, til at iværksætte endnu en undersøgelse under ledelse af Lord Saville. Den skulle have været færdig midt i 2005, men blev først publiceret 15. juni 2010.

Se også temasiden om Derry's belejring.

Hvad der gik forud
(Uddrag af kapitlerne Skibbrud (1963-69) og The troubles (1969-72))
I oktober 1968 var der i Derry planlagt en borgerretsmarch fra Waterside til the Diamond, som er det centrale torv inden for bymuren. The Apprentice Boys of Derry ville holde årlig parade samme tid og sted. William Craig forbød alle parader i Waterside og inden for muren.

Den 5. oktober 1968 samledes 100 personer i Waterside. Marchen blev stoppet med politistave og vandkanoner, og episoden blev vist i TV. Der fulgte alvorlige uroligheder i Bogside om aftenen. Den 9. samler studenter fra Queen's University ca. 3.000 til en march til rådhuset i Belfast. Et resultat bliver oprettelsen af "People's Democracy", som i de følgende uger arrangerer en række protester i Belfast.

Scene ved Free Derry Corner, inden det blev et fritstående monument
Foto: Barney McMonagle 1971
Gengivet med tilladelse fra Guildhall Press

80 medlemmer af People's Democracy indledte den 1. januar 1969 en march fra Belfast til Derry for at fremme reformprocessen. Da de den 4. januar nærmede sig Derry, blev de angrebet af loyalistiske grupper. De marcherende anså politiets beskyttelse for utilstrækkelig, og da de kom ind i byen, udviklede der sig voldsomme uroligheder. Der blev bygget barrikader, og på en gavl i Lecky Street i Bogside blev de berømte ord "You are now entering Free Derry" malet.

Den 12. august blev den årlige parade for the Apprentice Boy's Club i Derry anledning til the Battle of the Bogside, som skulle komme til at vare i 2 dage. Urolighederne bredte sig til Belfast, Newry, Armagh, Dungannon og Dungiven. Den britiske hær satte to bataljoner ind for at dæmpe gemytterne. 10 personer mistede livet. De materielle ødelæggelser var omfattende.

I november 1971 bekræftede en rapport fra Sir Edmund Compton de hårdhændede forhørsmetoder, som bl.a. omfattede søvnberøvelse, permanent støj og 4-6 timers anbringelse op mod mur.

Fra august til december 1971 foregik en omfattende bombeoffensiv i Belfast. Dødsofrene var 73 civile, 30 soldater og 11 fra politi og UDR. 980 blev arresteret, hvoraf 504 blev løsladt igen.

I Derry frygtede briterne med rette angreb fra IRA's snigskytter. Disse angreb gjorde det umuligt for politi og militær at patruljere i dagslys i Derry's katolske kvarter, Bogside.

Naturligt nok voksede harmen blandt loyalisterne. Den protestantiske arbejderklasse fandt sine boligforhold og sociale kår lige så ringe, som dem, der havde givet borgerretsbevægelsen vind i sejlene. Ian Paisley dannede nu Democratic Unionist Party (DUP) og opnåede mange tilhængere. Grupper i den protestantiske arbejderklasse samles i Ulster Defence Association (UDA).

Begivenhederne i hovedtræk

En borgerretsdemonstration var planlagt til gennemførelse den 30. januar 1972. Ca. 10.000 demonstranter samlede sig ved Creggan bebyggelsen for at gå til Derry's rådhus, Guildhall. Demonstrationen var blevet forbudt, men da den ikke blev opgivet, ønskede britiske myndigheder at forhindre demonstranterne i at komme inden for bymuren, hvor man frygtede for plyndringer og ødelæggelser. Derfor oprettedes et antal vejspærringer, som skulle holde demonstrationen inden for Bogside.

Myndighederne havde desuden en anden dagsorden. Man forventede at kunne adskille de "passive" demonstranter fra "the hooligans", så man ved indsættelse af specialstyrker ("Para 1") til en omfattende arrestation kunne lamme kernen af uromagere.

Det hører med til billedet, at byens politichef, Lagan, frarådede planen, som han anså for risikabel. Han anbefalede, at man lod demonstrationen fortsætte til Guildhall, men han blev underkendt af højere autoriteter.

Demonstranterne så forbudet mod demonstrationen som et bevis på, at en fremmed besættelsesmagt havde beskåret deres demokratiske rettigheder. Derfor var det en pointe for organisatorerne, at demonstrationen skulle være fredelig, og at alle demonstranter var ubevæbnede. Gennem underhåndskontakter vidste de, at vejen ville være spærret. Derfor havde de besluttet at dreje hen ad Rosville Street for at afslutte demonstrationen ved Free Derry Corner.

Det anslås, at mellem 3.000 og 5.000 deltog i denne del af marchen. Da lastvognen med demonstrationens ledere drejede hen ad Rosville Street, var der imidlertid en del, som fortsatte ligeud mod barrikade nr. 14. Det fysiske pres af menneskemængden var ved at få barrikaden til at bryde sammen, men moderate kræfter fik lettet presset på barrikaden. Dette udnyttede andre til at gå igang med stenkast, som blev besvaret med gummikugler. Hele dette forløb er fastholdt af TV-kameraer.

Klokken 16 var spændingen mindsket, og måske kunne gemytterne gradvist have været dæmpet fra dette punkt, hvis ikke specialstyrkerne var blevet sat ind med ordre om at arrestere så mange bøller som muligt. Det står stadig uklart, hvorledes denne beslutning blev truffet, og om den var rimelig.

Klokken 16.10 rykkede en kolonne pansrede køretøjer frem ad Rosville Street. Der befandt sig på dette tidspunkt stadig ca. 500 demonstranter ved Free Derry Corner og et par hundrede ved den primitive barrikade. Der er stærkt modstridende forklaringer på, hvorfor soldaterne begyndte at skyde. I alt affyrede "Para 1" 108 skud med 7,62 mm kaliber mellem kl. 16.10 og 16.40. 14 blev dræbt og 17 såret. Ingen af de dræbte og sårede var bevæbnede, og der blev ikke fundet patroner eller andre spor af skydevåben i området.

Widgery rapporten 1972
Premierminister Edward Heath bad retspræsident, Lord Widgery, om at undersøge skuddrabene den 30. januar 1972 i Londonderry.

Widgery rapporten blev offentliggjort den 19. april 1972. Læs konklusionen på denne side eller hele rapporten hos Cain Web Service.

Uden at kende de nærmere omstændigheder kan man let se, at Widgery's konklusion omhyggeligt er udformet med henblik på at undgå at belaste styrkens ledelse og de enkelte soldater. Det har tydeligvis været myndighedernes håb, at den ubehagelige episode hurtigt ville være glemt.

Organisationerne the Northern Ireland Civil Rights Association og the National Council for Civil Liberties (NICRA/NCCL) havde indsamlet mere end 500 beretninger fra øjenvidner. Hele materialet blev i marts 1972 stillet til rådighed for Widgery tribunalet, som imidlertid ikke tillagde det nogen vægt.

Ifølge BBC News er der knyttet følgende problemer til Widgery rapporten:
*   Der er inkonsistenser i rapporten. Undersøgelsen fandt intet bevis på, at de døde eller sårede blev skudt, mens de holdt et skydevåben. Alligevel sluttede Lord Widgery, at der først var blevet skudt på soldaterne. Widgery indrømmede, at soldaternes skyderi "grænsede til ubesindighed".
*   Mange øjenvidner blev ikke indkaldt, og de sårede blev ikke afhørt.
*   Fortolkningen af de kriminaltekniske spor var mangelfuld. Widgery drog sine slutninger på grundlag af spor efter skydevåben fundet på prøver, der var taget fra overfladen af ofrenes lig. Han afviste alle andre muligheder.
*   Muligheden for, at skud, affyret fra bymuren ind i Londonderry's katolske bydel, havde ramt og dræbt ofre, blev ikke taget i betragtning.

Volden optrappes
Bloody Sunday blev optakten til nogle års uhyggelig vold i Nordirland. Enkelte drab har påkaldt sig mere vedholdende interesse. Et af dem er drabet i 1989 på Patrick Finucan, en 39-årig advokat i Belfast (se Finucane-sagen). I 2004 blev der under ledelse af den canadiske dommer, Peter Cory, udarbejdet en rapport om dette mord. Ifølge Cory rapporten kostede konflikten 3.665 personer livet i perioden 1966-2001.

En sag, der ikke kunne glemmes
Irske nationalister stillede højlydt krav om en ny og mere grundig undersøgelse, men gennem mange år blev der ikke reageret på kravet.

I januar 1997 udgav Don Mullan Eyewitness Bloody Sunday, The Truth med gengivelse af 114 udvalgte vidnedbyrd blandt de over 500. Det var nøjagtigt 25 år efter de blodige begivenheder. Udsendelser i Channel Four News og artikler i Dublin-avisen the Sunday Business Post føjede nye øjenvidneberetninger til. Dette fik regeringen i den irske republik til at granske sine arkiver, hvor man fandt 101 øjenvidneskildringer.

Udspil fra den irske regering
Alt dette fik den irske regering til at udarbejde en rapport, Bloody Sunday and the Report of the Widgery Tribunal, The Irish Government's Assessment of the New Material.

Læs konklusionen på denne side eller hele rapporten (574 kB) på engelsk.

Den irske regerings kritik af Widgery rapporten er sønderlemmende. Konklusionen er holdt i et sprog, som ud fra en diplomatisk målestok må betegnes som skarpt. Der anvendes udtryk som "partisk" og "bevidst mangelfuld, selektiv og ubalanceret". Den irske regering ser ingen anden redelig udvej end at kassere Lord Widgery's 25 år gamle arbejde og starte forfra med de vidnesbyrd, som nu er offentliggjort.

Tony Blair starter ny undersøgelse
Den britiske regering granskede de nye beviser i 7 måneder. Den nye britiske premierminister, Tony Blair, indså, at det uopklarede spørgsmål var en utålelig belastning og en hindring for etablering af varig fred i Nordirland. Den 29. januar 1998 meddelte han, at en ny storstilet undersøgelse af begivenhederne søndag den 30. januar 1972 ville blive gennemført.

Se udtalelse af Tony Blair på denne side.

Den nye undersøgelse skulle gennemføres af tre dommere under ledelse af Lord Saville of Newdigate. De øvrige to dommere var Sir Edward Somers og William Hoyt, Canada. I september 2000 blev Edward Somers afløst af John Toohey fra Australien.

Saville-undersøgelsen skulle blive meget omfattende. Der blev indsamlet 64 bind med dokumenter, 5.000 fotos, 46 video-bånd og 23 lydbånd.

Ved starten af undersøgelsen blev de deltagende soldaters anonymitet sikret, også i de tilfælde, hvor de i mellemtiden er afgået ved døden.

Tribunalet har gennemført en lang række afhøringer. På undersøgelsens officielle hjemmeside oplyses, at der er modtaget beretninger fra 2.500 personer, hvoraf 921 er indkaldt til afgivelse af mundtligt vidnesbyrd. Antallet af vidner fordeles således:

Civile:	505
Eksperter og kriminalteknikere:	9
Medier (inklusive fotografer):	49
Militærets folk:	245
Paramilitære eller tidligere paramilitære:	34
Politikere og embedsmænd (inklusive efterretningsofficerer):	39
Præster:	7
RUC (Nordirlands politikorps):	33

Når afhøringerne er afsluttet, vil tribunalet skrive sin rapport, som forventes at blive afleveret til regeringen i løbet af sommeren 2005.

Pressemelding fra the Bloody Sunday Inquiry:

Spillefilmen "Bloody Sunday"
Fornylig sendte DR spillefilmen "Bloody Sunday". Filmen føjer mange nuancer til det billede, man kan danne sig ud fra sagens tørre dokumenter.

Filmen tegner ikke bare et billede af beslutningstagernes situation på begge sider, men også de mere primitive holdninger blandt soldater og demonstranter på gaden. For de britiske soldater var demonstranterne nogle ondskabsfulde lømler ("hooligans"), som skulle uskadeliggøres, jo flere jo bedre. For demonstranterne var de britiske tropper en rå og fremmed besættelsesstyrke, som burde sendes hjem, hvor de kom fra. Det gælder især den frygtede specialstyrke, Para 1.

Man får også et skræmmende billede af, hvor svært det er at lede en større militær operation i overensstemmelse med de pæne intentioner. Bagefter skal både de enkelte medvirkende og hele organisationen udvikle dækhistorier, som kan retfærdiggøre både indsats og forløb.

Slutrapport publiceret 15. juni 2010

Links
Flere hjemmesider bringer omfattende stof om Bloody Sunday og om Saville-undersøgelsen:
The Bloody Sunday Inquiry, slutrapport 2010.
BLOODY SUNDAY 26 Years On ... , uddannelsesside om historien og om Saville-undersøgelsens forløb.
BBC News Bloody Sunday Inquiry
CAIN Web Service Key Events - 'Bloody Sunday', Derry 30 January 1972

Lord Widgery's konklusioner, april 1972:
1.   Der havde ikke være nogen døde i Londonderry den 30. januar, hvis de, som organiserede den illegale march ikke på denne måde havde skabt en højst farlig situation, hvori et sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker var næsten uundgåeligt.
2.   Chefen for politiet i Londonderry havde modsat sig beslutningen om at holde marchen inden for Bogside og Creggan, men beslutningen var helt retfærdiggjort af begivenhederne og blev gennemført efter hensigten.
3.   Hvis hæren havde fastholdt en afdæmpet rolle og ikke havde iværksat en storstilet operation for at arrestere voldsmænd, kunne dagen være gået uden alvorlige hændelser.
4.   Hærens seniorofficerers hensigt om brug af faldskærmsjægerne til anholdelser og ikke til andre offensige formål var oprigtig.
5.   En anholdelsesoperation, udført med en styrke svarende til en bataljon under omstændigheder, hvorunder tropperne kunne ventes at komme under beskydning, medførte for civile i arealet en risiko, som kommandøren for 8. brigade kan have undervurderet.
6.   Ordren til iværksættelse af anholdelsesoperationen blev givet af kommandøren for 8. brigade. De taktiske enkeltheder blev overladt til lederen af "1 Para" (den britiske hærs 1. faldskærmsregiment), som ikke gik ud over sine ordrer. I betragtning af enhedens erfaringer i operationer af denne art var det ikke nødvendigt for lederen af faldskærmsjægerne at give mere detaljerede ordrer, end han gjorde.
7.   Da støttekompaniets vogne og soldater viste sig i Rossville Street, kom de under beskydning. Der blev foretaget anholdelser, men anholdelsesoperationen trådte hurtigt i baggrunden, da soldaterne vendte sig mod deres angribere. Der er ingen grund til at antage, at soldaterne ville have åbnet ild, hvis der ikke var blevet skudt på dem først.
8.   Soldater, som identificerede bevæbnede modstandere, fyrede på dem i overensstemmelse med stående ordre på det gule kort. Hver soldat måtte selv bedømme, om han havde identificeret en bevæbnet modstander. Træning havde gjort dem aggressive og hurtige til beslutning, og nogle viste mere tilbageholdenhed med at åbne ild end andre. I den ene ende af skalaen viste nogle soldater en høj grad af ansvarlighed; i den anden, især i Glenfada Park, nærmede skydningen sig det ubesindige. Denne sondring afspejler forskelle i karakter og temperament for de berørte soldater.
9.   De stående ordrer på det gule kort er tilfredsstillende. Yderligere begrænsninger i adgangen til at åbne ild ville forhindre soldaten i at tage de rette skridt af hensyn til egen og kammeraternes sikkerhed og ville i urimelig grad hindre indgriben mod voldsmænd.
10.   Det er ikke bevist, at nogen af de døde eller sårede havde skydevåben eller bomber, da de blev skudt. Nogle kan helt frikendes for medvirken i en sådan handling, men der er en stærk mistanke om, at andre havde affyret våben eller håndteret bomber i eftermiddagens løb, og at andre havde støttet dem tæt.
11.   Der var intet generelt sammenbrud af disciplin. De fleste soldater handlede, som de gjorde, fordi de troede, deres ordrer krævede det. Ingen ordre og ingen træning kan sikre, at en soldat altid handler klogt, modigt og med initiativ. Den enkelte soldat bør ikke belastes med at skulle beslutte, om der skal åbnes ild i forvirring, som det overvejende skete den 30. januar. Under de betingelser, som er fremherskende i Nordirland, er dette imidlertid ofte uundgåeligt.

Report of the Tribunal appointed to inquire into the events on Sunday, 30 January 1972, which led to loss of life in connection with the procession in Londonderry on that day by
The Rt. Hon. Lord Widgery,
O.B.E., T.D., H.L. 101, H.C. 220,
April 1972

Den irske regerings konklusion, juni 1997:
Ud fra ovenstående vurdering kan det sluttes, at Widgery rapporten var grundlæggende mangelfuld. Den var ufuldstændig ved sin beskrivelse af den dags begivenheder og ved sin belysning af, hvordan disse begivenheder blev skabt af myndighedernes forudgående hensigter og beslutninger. Den var en forbløffende unøjagtig og partisk udgave af begivenhederne og i dramatisk modstrid med erfaringer og iagttagelse fra civile øjenvidner. Rapporten kunne ikke skaffe en troværdig forklaring på de aktioner, som blev iværksat af den britiske hær, specielt aktioner af "1 Para" og af de andre enheder fra den britiske hær i og omkring Derry. Håndteringen af de beviser, som var til rådighed, var åbenbart bevidst mangelfuld, selektiv og ubalanceret. Den afviste effektivt de mange hundrede civile vidnesbyrd, som den modtog, og satsede i stedet på upålidelige beretninger, som blev tilbudt af de implicerede soldater. I strid med tyngende beviser og endog i strid med sine egne resultater frikender rapporten de enkelte soldater, som brugte dødelig magt, og rensede derved dem, som var ansvarlige for soldaternes indsættelse og aktioner.

Frem for alt var rapporten uretfærdigt over for ofrene for Bloody Sunday og over for dem, som deltog i marchen mod internering den dag, ved at antyde, at de havde medbragt skydevåben eller sømbomber eller fulgtes med nogen, som gjorde det. Den fremlagde vildledende vurderinger af, hvordan ofrene mødte døden. Den hårdnakkethed, hvormed disse antydninger blev fulgt op, ofte på et tyndt eller direkte usandsynligt grundlag, står i markant modsætning til de mange steder, hvor væsentlige og åbenlyse spørgsmål om soldaternes opførsel, udsprunget af rapportens egen beretning, undgås eller bortforklares.

Der har været mange grusomheder i Nordirland siden Bloody Sunday. Andre uskyldige ofre har lidt forfærdeligt i forskellige folks varetægt. Ofrene for Bloody Sunday mødte deres skæbne fra de folk, hvis pligt det var både at respektere og at opretholde lov og orden. Hvad der imidlertid gør denne sag forskellige fra andre tragedier, som måtte ligne den i blodsudgydelse, er ikke identiteten af dem, der dræbte eller blev dræbt, og ej heller dagens forfærdende omstændigheder. Det er snarere, at ofrene for Bloody Sunday blev udsat for en anden uretfærdighed, denne gang fra Lord Widgery, den centrale bestyrer af lov og orden, som søgte at besmudse dem med ansvaret for deres egen død for at rense dem, som han fandt det uhensigtsmæssigt at belaste, uanset den høje moralske pris.

De nye oplysninger underminerer Widgery rapporten og dens troværdighed. Man skylder ofrene og deres pårørende at tage utvetydigt afstand fra Widgery rapporten som den officielle beskrivelse af begivenhederne. Den skal erstattes af en tydelig og sandfærdig beretning om den dags begivenheder, så dens giftige arv kan lægges væk og de sår, den har efterladt, kan begynde at heles. Ud fra den status og udbredelse, som blev forbundet med Widgery rapporten, ville den mest passende og overbevisende oprejsning være en ny rapport, baseret på en ny og uafhængig undersøgelse.

Vilkår og beføjelser for en ny undersøgelse må være således, at den kan opnå udbredt offentlig tillid, at den kan få adgang til alt betydende offentligt materiale og ellers opnå fuld officiel støtte og samarbejde, så den kan agere uafhængigt, undersøge grundigt og fuldstændigt og uforfalsket og upartisk søge at finde frem til, hvad der skete på Bloody Sunday, hvorfor det skete, og hvem der skal bære ansvaret for det.

Bloody Sunday and the Report of the Widgery Tribunal
The Irish Government's Assessment of the New Material, presented to the British Government in June 1997

Tony Blair, januar 1998:
Lad mig gøre det klart, at formålet med undersøgelsen ikke er at anklage personer eller institutioner eller at opfordre til nye beskyldninger, men at få sandheden frem om, hvad der skete den dag, så vidt det er muligt på 26 års afstand.

Det bliver ikke let, og vi er alle klar over, at forholdene var særligt vanskelige i Nordirland på den tid.

Vi er ganske enkelt ude på at få sandheden frem og at lukke dette pinefulde kapitel en gang for alle.

Tilbage til Hjemmeside Oprettet 5.12.2004
Opdateret d. 28.3.2012