Derry er en spændende by at besøge. Den hektiske atmosfære afspejler byens bevægede fortid. Den imponerende bymur udgør i dag et af Europas bedst bevarede fæstningsanlæg.

Derry blev anlagt som en by for protestantiske kolonister. Byen blev befæstet som beskyttelse mod angreb fra områdets irske katolikker. Byen blev belejret, men ikke angrebet, under konflikter 1641 og 1649.

Derry's belejring 1689 er en af unionisternes succes-historier. Derfor er historien blevet en del af den protestantiske mytologi, og det sætter sine spor i de mest gængse kilder. Det kan også have præget nuancerne i denne beretning.

I 1685 fik England en katolsk konge, James II. James gav jarlen af Tyrconnell, Richard Talbot, ordre til at reformere Irland til fordel for katolikkerne. I efteråret 1688 var reformen gennemført alle andre steder end i Nordirland.

Den engelske adel så på udviklingen med stor bekymring. De frygtede, at James ville fortsætte med at gøre England katolsk. Derfor kaldte de den hollandske prins William af Oranien til hjælp. Han landede i England den 5. november 1688.

Et overvejende protestantisk regiment under lord Mountjoy befandt sig i Derry. De var imidlertid blevet kommanderet til Dublin for at erstatte irske tropper, der var sendt til England for at støtte James. Jarlen af Antrim fik besked på at overtage Mountjoy's pligter i Derry med en katolsk styrke den 20. november 1688. Han nåede imidlertid ikke frem i tide.

Derry var således uden egentlige forsvarsstyrker.

Blandt protestanterne i Derry var uroen stor, og da man i landsbyen Comber fandt et brev, som stillede en massakre i udsigt til den 9. december 1688 (the Comber letter), tog 13 lærlinge (Apprentice Boys) initiativ til, at byens porte den 7. december 1688 blev lukket. De få tilbageværende katolikker blev udvist. Der var ca. 2000 indbyggere i Derry på den tid.

Den historie er baggrunden for, at der som en del af marchsæsonen hvert år i juli arrangeres en særlig lærlingemarch i Derry.

Det kom aldrig til kamp i England. En efter en gik James' støtter over til William, og allerede i december måtte James flygte til Frankrig.
 

James lander i Irland

Med fransk støtte gjorde James i marts 1689 et forsøg på at generobre den engelske trone med Irland som springbræt. Tyrconnell sendte 7000 mand under general Hamilton nordpå mod Ulster samtidig med, at James landede ved Kinsale syd for Cork med adskillige franske generaler.

James' styrker underlagde sig hurtigt Ulster. Den 15. april 1689 søgte mellem 7000 og 10.000 protestanter under oberstløjtnant Robert Lundy forgæves at holde en forsvarslinie ved floderne Finn og Mourne. Da denne linie brød sammen, var Derry's mure protestanternes sidste bastion.

Protestanterne strømmede til Derry, og her var der godt nyt. En aflastningsstyrke under oberst John Cunningham omfattende krigsskibet the Swallow og 10 troppetransportskibe med 2 regimenter var netop ankret op i Lough Foyle.

Et særligt råd under Robert Lundy vurderede imidlertid, at byen ikke kunne holdes, og styrken blev sendt hjem igen.

Derry's borgere blev så vrede, at de tvang Lundy til at træde tilbage som byens kommandant. Han undslap i forklædning, men blev arresteret i Skotland. Protestanterne i Derry betragter Lundy som forræder, og hvert år på årsdagen for Closing the Gates, den 7. december, brændes en 18 fod høj dukke med inskriptionen Lundy the Traitor.

Belejringen begynder

Om morgenen den 18. april 1689 marcherede James' tropper op foran Bishop's Gate i forventning om omgående overgivelse. Svaret var imidlertid en skudsalve og råbet: "No surrender!" ("Vi overgiver os ikke!"), som siden er blevet et slagord for unionisterne.

Den forbløffede James følte sig ydmyget. Han overlod ansvaret for den uundgåelige belejring til den franske general Maumont og vendte selv tilbage til Dublin. Maumont havde ca. 10.000 mand til sin rådighed.

Inde i byen var ca. 30.000 mennesker samlet forud for belejringen, men efter et irsk tilbud om amnesti forlod ca. 10.000 mennesker byen. Blandt de tilbageværende mobiliseredes en styrke på 7.500 mand. De blev organiseret i 8 regimenter, 7 til fods og et til hest. Våbnene bestod af musketter, sværd, lanser og 20 brugbare kanoner, placeret på bymuren. Man kunne glæde sig over, at Deliverance den 21. marts var kommet med ny forsyning af krudt.

Den 21. april 1689 indledte irerne et mortérbombardement af byen. Samme dag red en styrke af frivillige ud af byen og angreb en irsk infanterigruppe, der var ved at befæste en stilling ved landsbyen Pennyburn ca. 1 mile mod nord. Blandt de mange faldne på den irske side var general Maumont.

Den 23. april 1689 erobrede irerne fortet ved Culmore, hvorfra sejladsen fra Lough Foyle op ad floden Foyle til Derry kunne kontrolleres.

Den 25. april 1689 angreb protestanterne atter Pennyburn. Den 5. maj 1689 angreb irerne Windmill Hill syd for Bishop's Gate. I begge tilfælde havde irerne mange faldne.

Bombardementet fortsatte og intensiveredes den 30. maj 1689, da der ankom flere morterer. Guvernør Walker beskriver situationen således:

"Mortererne fortsatte både nat og dag og udsatte garnisionen for pinefuld lidelse. De pløjede vore gader op og brækkede vore huse ned, så for vore borgere betød det, at døden kom dem i møde på alle gadehjørner, og at de ikke længere kunne føle sig sikre i deres kamre og soveværelser."

En nølende undsætning

Den 31. maj 1689 blev en styrke på 30 skibe med 5000 mand under generalmajor Percy Kirke sendt af sted fra Liverpool for at undsætte den belejrede by.

De irske styrker havde forudset denne mulighed. Den 4. juni 1689 færdiggjorde de en spærring på et smalt sted i floden Foyle. Spærringen bestod af granstammer, som var samlet med jernkramper og forsvaret af let artilleri på begge sider.

Samme dag tilbagevistes endnu et irsk angreb på Windmill Hill. Herefter så angriberne ingen anden udvej end at prøve at udsulte byen.

Den 11. juni 1689 kastede Kirke's undsætningsskibe anker i Lough Foyle ud for Culmore. Kirke turde imidlertid ikke forsøge at forcere spærringen og blev liggende uvirksomt i 6 uger.

Den 2. juli 1689 gennede den franske general Rosen flere hundrede protestanter hen til murens yderside og forlangte dem lukket ind i byen, da han ellers ville lade dem sulte ihjel udenfor. Hensigten var at få byens fødevarereserver til at slippe hurtigere op. De belejrede svarede med at rejse en galge på muren, hvor byens krigsfanger skulle hænges. Efter en dag eller to gav general Rosen op og lod fangerne gå, hvorefter galgen blev afmonteret.

Den 10. juli 1689 sendte Hamilton i en udhulet kanonkugle et tibud med betingelser for overgivelse ind til de belejrede. Da man to dage senere observerede, at Kirkes flåde lettede anker, forberedte man sig på forhandlinger.

Det var ikke på noget tidspunkt lykkedes Kirke at få kontakt med med de belejrede bag byens mure. Derfor var der ingen, der vidste, at hans hensigt var at sejle rundt om halvøen Inishowen og ind i Lough Swilly vest for Derry til Inch Island. Herfra lykkedes det omsider med en dreng som sendebud at få en besked sendt ind i byen. De belejrede var lettede ved at vide, at Kirke stadig var der, men vrede over Kirke's forklaring om, at han ventede på forstærkning fra England.

Den 15. juli 1689 gik det op for Hamilton, at de belejrede kun forhandlede for at vinde tid, og han afbrød al videre forhandling.

I foråret og sommeren 1689 var det usædvanligt vådt og koldt. Sundhedstilstanden var kritisk på begge sider af muren. Mange døde af sygdom og sult.
 

Belejringen brydes

Kirke havde modtaget bestemte ordrer om at bryde spærringen af Foyle og komme Derry til undsætning. Den 28. juli 1689 satte en lille eskadre sejl. Det lykkedes 2 forsyningsskibe og en langbåd at passere Culmore under ilddækning fra krigsskibet Dartmouth. Det tungeste af skibene vædrede bommen og rykkede jernkramperne i stykker, mens langbådens besætning huggede sig gennem granstammerne med økser. Kl. 10 om aftenen ankom de til Ship Quay i Derry, og forsyninger til de belejrede kunne losses.

Irerne erkendte, at belejringen var forgæves. Den 31. juli 1689 pakkede de sammen efter 105 dages belejring.