Den nye premierminister efter O'Neill, Major James Chichester-Clark, stod foran en vanskelig opgave. Spændingerne mellem de to befolkningsgrupper i Belfast blev til uroligheder i forbindelse med den årlige 12. juli procession. I Derry blev Samuel Devenny angrebet og dræbt i sit hjem af politiet. Han blev begravet den 19. juli. Den 12. august blev den årlige parade for the Apprentice Boy's Club i Derry anledning til the Battle of the Bogside, som skulle komme til at vare i 2 dage. Urolighederne bredte sig til Belfast, Newry, Armagh, Dungannon og Dungiven. Den britiske hær satte to bataljoner ind for at dæmpe gemytterne. 10 personer mistede livet. De materielle ødelæggelser var omfattende.

Efterfølgende måtte 1505 katolske familier og 315 protestantiske skifte bopæl af frygt eller efter trusler. Dermed startede den egentlige deling af det nordirske samfund.

Nu var Nordirland splittet, og med britiske tropper på gaden var den britiske regering blevet draget ind i konflikten. Problemerne blev drøftet mellem den britiske premierminister, Harold Wilson, og James Chichester-Clark. Som resultat af drøftelserne udsendtes 19. august 1969 The Downing Street Declaration, hvori borgerrettigheder tillægges mere vægt end nationalisme. Grænsen var ikke til diskussion, men der skulle være lighed og frihed for diskrimination for alle i Nordirland. Dette var en imødekommelse af borgerretsbevægelsens krav. derfor blev udtalelsen negativt modtaget af unionisterne.

Der blev lagt mere ved på bålet den 3. oktober 1969, da Lord Hunt's undersøgelse af politiet blev offentliggjort. RUC foreslås afvæbnet og fritaget for militære pligter. Ulster Special Constabulary (USC) foreslås erstattet af en lokalt rekrutteret sikkerhedsstyrke, Ulster Defence Regiment (UDR). Loyalisterne var rasende, og alvorlige uroligheder fulgte i Belfast.

I dette forløb var den britiske regerings stilling ikke så entydig, og IRA havde ikke spillet nogen iøjnefaldende rolle i forsvaret af nationalistiske interesser i hverken Belfast eller Derry. I IRA fandt man derfor tiden moden til en ny strategi. Allerede i august var der overvejelser blandt republikanerne i Belfast om udskiftning af organisationens venstreorienterede ledelse. Det skete i december, da IRA tiltrådte dannelsen af en national befrielsesfront, hvorved der blev etableret en forbindelse mellem IRA og Sinn Féin. Som reaktion dannedes et foreløbigt IRA råd (Provisional IRA Council).

Den 11. januar 1970 var IRA's deling officiel. Nu skulle der skelnes mellem Official IRA (OIRA) og Provisional IRA (PIRA eller the Provisionals). PIRA bredte sig hurtigt til Derry. PIRA's kortsigtede mål var forsvaret for nationalistiske områder. På længere sigt skulle der arbejdes mere offensivt, når betingelserne herfor måtte blive gunstige.

Ved et suppleringsvalg i april 1970 fik Ian Paisley et sæde i Stormont parlamentet. Dette betød begrænsninger for den etablerede unionisme, som hele tiden måtte regne med Paisley på grund af hans stærke offentlige appel. Samtidigt dannedes the Alliance Party, som tiltrak moderate vælgere af begge religioner.

I juni 1970 overtog Edward Heath og de konservative styret i Westminster. Dette skete lige før march-sæsonen og svækkede kontakten mellem konservativisme og unionisme.

Den britiske hærs rolle som beskytter af nationalistiske områder blev bragt til ophør den 3. juli 1970, da 3.000 soldater gennemførte husundersøgelser og indførte udgangsforbud i Belfast. Aktionen blev kendt som "the Lower Falls Curfew". Falls Road er en gade i Belfast på grænsen mellem katolske og protestantiske bydele.

Både OIRA og PIRA reagerede prompte. 5 mistede livet.

PIRA blev stærkere, fordi mange nationalister accepterede PIRA's påstand om, at kun de kunne skabe det nødvendige forsvar for nationalistiske interesser.

I august 1970 stiftedes SDLP, the Social Democratic and Labour Party. Initiativtager var John Hume. Som leder valgtes Gerry Fitt. SDLP ville skabe et forenet Irland med tilslutning af et flertal i både nord og syd. SDLP blev talerør for "forfatningsmæssig nationalisme".

I begyndelsen af 1971 får oprustningen af IRA-fraktionerne alvorlige konsekvenser. Den 6. februar bliver en britisk soldat skudt i Belfast. Den 26. februar bliver 2 RUC-officerer skudt i Belfast, og den 10. marts mister 3 skotske soldater, som ikke er i tjeneste, livet. Samarbejdet mellem det demoraliserede RUC og hæren, som ikke er uddannet eller trænet til sådanne opgaver, er halvhjertet og ineffektivt. Loyalisterne raser.

Den 20. marts 1971 trækker Chichester-Clark sig tilbage for at blive erstattet af Brian Faulkner, som har rødder i Orange-ordenen.

Da march-sæsonen i 1971 nærmer sig, forstærker PIRA sin kampagne mod hærens poster i Derry. Den 8. juli dræber hæren 2 mand fra Derry. Der var ingen beviser for, at de to mænd deltog i bevæbnede aktiviteter. SDLP kræver sagen undersøgt og trækker sig ud af Stormont, da undersøgelsen udebliver. Resultatet bliver et styrket PIRA og mere uro i Derry.

En presset Brian Faulkner beordrer internering. Der arresteres 342 personer, men efter mangelfulde lister. Der fremkom snart anklager for grov behandling af de internerede. Reaktionen var voldsom uro. 22 mistede livet, og tusinder blev fordrevet fra deres hjem. Interneringen svækkede ikke IRA, men skaffede dem tværtimod nye medlemmer.

I november 1971 bekræftede en rapport fra Sir Edmund Compton de hårdhændede forhørsmetoder, som bl.a. omfattede søvnberøvelse, permanent støj og 4-6 timers anbringelse op mod mur.

Fra august til december 1971 foregik en omfattende bombeoffensiv i Belfast. Dødsofrene var 73 civile, 30 soldater og 11 fra politi og UDR. 980 blev arresteret, hvoraf 504 blev løsladt igen.

Naturligt nok voksede harmen blandt loyalisterne. Den protestantiske arbejderklasse fandt sine boligforhold og sociale kår lige så ringe, som dem, der havde givet borgerretsbevægelsen vind i sejlene. Ian Paisley dannede nu Democratic Unionist Party (DUP) og opnåede mange tilhængere. Grupper i den protestantiske arbejderklasse samles i Ulster Defence Association (UDA).

Borgerretsbevægelse, NICRA, havde planlagt marcher til den 22. januar og den 30. januar 1972. Den 18. januar forbød Faulkner alle marcher.

Den første march startede den 22. januar i Magilligan. Den sluttede med et sammenstød med britiske tropper.

Den 30. januar samledes 10.000 mennesker i Creggan Estate i Derry for at marchere til Guildhall Square. Derry's RUC-chef frarådede indgreb mod denne march. Alligevel søgte man at stoppe marchen ved udgangen fra "Free Derry" i Bogside. Sammenstødet resulterer i 14 drab. Soldaterne skød angiveligt i selvforsvar, men der fandtes ingen våben i demonstrationen.

30. januar 1972. Bag den britiske hærs barrikade før skydningen.
Foto: William L. Rukeyser.
Gengivet med tilladelse fra fotografen og fra CAIN projektet.
Reproduced with the permission of the photographer and the CAIN site

Et TV-kamera fangede Edward Daly vinkende med et blodigt lommetørklæde, mens andre bærer et af ofrene.

Omstændighederne er aldrig fuldt opklaret, og begivenheden står tilbage som et åbent sår i landets historie.

Den 22. februar 1972 forsøger OIRA at hævne drabene ved at sprænge officersmessen på faldskærmsregimentets kaserne i luften, men aktionen rammer kun 6 civile, som mister livet.

"Bloody Sunday" medførte et internationalt pres på den britiske regering. Faulkner-regeringen arbejdede febrilsk på en reform, som kunne redde Stormont-systemet. På et møde i London den 22. marts 1972 krævedes alle sikkerhedsopgaver overdraget til London, som ville udpege en minister for Nordirland. Desuden krævedes interneringerne afviklet. Faulkner afslog. Så meddelte Heath den 24. marts, at det nordirske parlament hjemsendes et år. Stormont-parlamentets sidste møde fandt sted den 28. marts 1972.

Se temasiden om Bloody Sunday.