Så kom vikingerne. Irerne kalder traditionelt de skandinaviske erobrere for "the Danes", selvom de fleste var norske. Perioden 800-1014 kaldes også "The Norse Tyranny". Skandinaverne beskrives som ubarmhjertige og hedenske angribere, og irerne hadede dem af et godt hjerte. Vikingerne etablerede bosættelser, som senere skulle blive til byerne Dublin, Wexford (Weis Fjord), Waterford (Vadre Fjord), Cork og Limerick.

Vikingernes første plyndringstogt skal have fundet sted i 790. Det gik især ud over klostrene, som på grund af befolkningens offervilje besad store rigdomme, og som ofte var placeret isoleret og dermed forsvarsløse over for ondsindede overfald. Omfattende plyndringer og ødelæggelser fandt sted i årene 795, 798, 802 og 806. I år 807 gik de længere ind i landet til Roscommon, og i 812 og 813 gennemførtes angrebstogter i Connacht og Munster, hvor vikingerne imidlertid mødte mere hårdnakket modstand.

År 830 satte den norske Turgesius sig fast i Armagh som vikingernes overhoved. Det er karakteristisk, at de irske høvdinge let kunne have slået vikingerne ved en koordineret indsats, men at de blev splittet af vikingernes alliancer med de lokale småkonger.

Turgesius erstattede klostrenes abbeder med sine egne folk og satte en dansk kaptajn i spidsen for hver enkelt landsby. Bøger og manuskripter blev brændt. Digtere, historikere og musikere blev fængslet eller fordrevet. Militære sportsgrene blev forbudt, og adelige måtte ikke bære deres traditionelle dragter.

I år 831 lykkedes det Nial Caille at slå vikingerne ved Derry, men samtidigt så kong Felim af Cashek sin fordel i at gennemføre et plyndringstogt ind i Leinster uden herved at gå vikingernes interesser for nær. Først da Felim var død i 843, lykkedes det kong Meloughlin af Meath at redde sit ulykkelige land ved at drukme Turgesius i Lough Ouwel. Ved meldingen om Turgesius' død rejste hele folket sig mod sine fjender.

Nu var vikingerne delt i Fin Galls (hvide fremmede, fra Norge) og Dubh Galls (sorte fremmede, fra Danmark). Nordmændene havde hidtil været dominerende, men i 850 besejrede den danske general Horm nordmændene. Horm opfordrede sine folk til at stille sig under St. Patricks beskyttelse og love helgenen ærefulde almisser. Horm førte de erobrede skibe til Dublin sammen med det gods, som nordmændene havde kapret i klostrene. (Beskrevet af Duald Mac Firbis i "Fragments of Annals")

I de følgende år blev de to fløje af vikinger imidlertid samlet under den norske kongesøn, Amlaff. Han havde hovedkvarter i Dublin og udstationerede sine to brødre, Sitric og Ivar, i Waterford og Limerick.

Der blev fra kirkens side gjort forsøg på at forene de stridende irske konger. I Cashel var Cormac Mac Cullinan både præst og konge. Han virkede for fred og velstand, men måtte stille op til forsvar mod kong Flann's angreb nordfra. Cormac blev dræbt i slaget ved Ballaghnoon (ved Carlow, county Kildare). Flann fik imidlertid hjemlige problemer med sine to sønners oprør. Flann døde 914.

I løbet af 900-tallet nåede vikingernes magt i Irland sit højdepunkt. I Dublin regerede Ivars efterkommere over grevskaberne Dublin og Wicklow. Fra 944 regerede Olav Curacan ("med sandalerne"), og hans hær slog i 977 high king Domnall's styrker.

Imidlertid spidsede konflikten til omkring Limerick, hvor kong Ivar af Limerick stod over for brødrene Mahon og Brian. Efter flere års krig indtog brødrene Limerick i 968. Mahon blev konge af Cashel, og Brian regerede fra 976 til 1014 som konge af Munster. I slaget ved Tara 980 blev en vikingehær slået af kong Malachy af Meath. Malachy fik derved kontrollen med Dublin, men ville ikke ødelægge den velstående by. Malachy giftede sig med den navnkundige og smukke Gormflath. Herved forenedes Leinster og Dublin mod de vestirske styrker.

I 1002 mødtes Brian og Malachy i Tara. Malachy gav efter, og Brian blev High King of Ireland. Brian blev anerkendt af kirken og indsat i embedet i 1004 med en pragt, som aldrig før eller siden er set i Irland. Brian hævdede at være konge for alle gæliske folk. Vikingernes udryddelse blev hans vigtigste opgave.

Kulminationen nåedes langfredag, den 23. april 1014 i slaget ved Clontarf. Dette slag var af betydelige dimensioner. Vikingernes forsvar omfattede på søsiden en betydelige flåde og til lands af tre divisioner med 21.000 mand. Angriberne under kon Brian havde ligeledes tre divisioner.

Før slaget opildnede kong Brian sine folk med følgende ord:

Den store Gud har længe set på vore lidelser og givet jer magten og modet til at knuse danskernes tyranni for altid og således straffe dem for deres utallige forbrydelser og helligbrøder ved sværdets hævnende kraft. Var det ikke netop på denne dag, Kristus selv gik i døden for jer?

Slaget endte med vikingernes totale nederlag, og på grund af højvande lykkedes det dem ikke at nå deres både. Vikingerne druknede, men en flygtende viking nåede at dræbe Brian, som på det tidspunkt var omkring 74 år.

For irerne har dette slag stadig stor betydning. Det er nemlig sidste gang, de har vundet en afgørende sejr over fremmed politisk indflydelse. Derimod fylder slaget ikke noget i Danmarkshistorien. Det må ellers være et af de største målt i antallet af krigere, og vi er normalt ikke så bange for at markere vores nederlag.