Den keltiske sans for det overnaturlige har domineret fantasien og den første litteratur. Forfatteren gør det til en udtrykkelig forudsætning, at læseren er fortrolig med den tidlige keltiske litteratur. Blandt de store eventyr nævnes: Deirdre og Conchubar, Cuchulainn, Emer, Fand og Etain, Diarmuid og Grainne, Oisinn og Fionn.

Den irske gudeverden blev aldrig samlet til en helhed. Derfor kan der heller ikke opstilles noget klart billede af den religiøse baggrund i det tidlige Irland. Dog er der nogenlunde enighed om, at hovedguden for det hinsides (the Otherworld) var Dagda, som betyder den gode fader, også kaldet Oll-Athair eller All Father. Han var en solgud, men med mange funktioner, egenskaber, navne, sideskud, dubletter og imitatorer. Han er stor, han styrer vejr og afgrøder, han er hurtig og han kan levere dødbringende slag (lynet?). Andre figurer fra samlingen af halvguder og helte udsprunget af soldyrkningen er Aed Alainn, In Ruad Rofhessa og Goll (den enøjede). Det gælder måske også gudinden, Eriu, som har givet landet navnet Eire.

Det interessante er, hvordan eftertiden har omformet gudemyterne efter nye behov. Der opstår overgange mellem virkelighed og myte (helte og guder), mellem ondt og godt og mellem helvede og himmel (netherworld and otherworld). En guddoms mulighed for at tage skikkelse af dyr er et tidligt eksempel. I Irland kunne den guddommelige kraft findes i visdommens laks (the Salmon of Knowledge). Den findes altid i et farvand i nærheden, hvor en guddom forsvarer sin visdom. I en myte forsøger den vigtigste irske helt, Cuchulainn, at fange visdommens laks, men guden Elcmar sætter sig imod. Med tiden er guden blevet menneskelig og dødelig, og mytens guddommelige kerne dør ud. Guderne dør.

Hertil kommer, at kristendommen skulle have lagt låg på de gamle religioner. De gamle historier kunne ikke afskaffes, men de kunne transformeres, idet guderne blev gjort til dødelige helte.

Patrick tordnede mod soldyrkelsen og erklærede, at alle, der dyrker solguden skal forgå, mens solen skal vare evigt. Den enøjede, Coll eller Goll, bliver efterhånden til MacGuill (Colls søn), Maguill eller Macaldus. Patrick overvinder Machaldus, som bliver sat til søs i en båd uden ror og årer lander på Isle of Man. Her bliver han kanoniseret som St Maughold. Solguden er blevet helgen.

Kelteren udformede aldrig en religion. Han kom aldrig ud over den animalistiske tro på det, vi kalder djævle og engle, så kristendommen kunne let udspille en hedenskab, som bestod af megen fantasi, men ikke mange tanker. Måske manglede kelteren noget, som man straks opdager hos grækerne, hos hebræerne og hos Østens folk, nemlig en etisk dimension. Måske var kelteren så glad for livet, at Syndefaldet (the Fall of Man), som er centralt i andre religioner, aldrig kunne være hans opfindelse.