I 70'erne ændrede IRA både organisation og strategi. IRA blev organiseret i celler for at forringe politiets mulighed for at pågribe større enheder ad gangen. Angreb blev rettet mod mål i England og mod forretningsfolk i Nordirland for at hæmme fremmede investeringer. Aktioner fra denne periode:

Der var i begyndelsen af 70'erne en forventning om, at den europæiske integration kunne mindske kløfter på den irske ø. Republikken Irland gik ind i EU med begejstring.

Medlemsskabet gav republikken en raketstart, så snart oliekrisens værste virkninger var overstået:

• Landbrugsordningerne var til stor fordel for de irske bønder.
• Nye erhvervsrettede universiteter i Limerick og Dublin skabte sammen med 13 tekniske skoler et meget aktivt erhvervsklima for fremmede investeringer.
• Republikken gjorde i stort omfang brug af EU's strukturfond (mellem 1990 og 1997 for 12 mia. irske pund).

Efter det britiske valg i maj 1979 overtog Margaret Thatcher posten som premierminister. Hun var på det tidspunkt en ukendt størrelse, men bekendte sig til stærke unionistiske holdninger.

Det første valg til det europæiske parlament i juni 1979 blev en triumf for Ian Paisley. For Nordirland blev de 3 pladser fordelt således:

I 1976 bringer regeringen IRA-fangernes status som politiske fanger til ophør, hvorefter de behandles som kriminelle. En kriminel status blev på det bestemteste afvist af de republikanske fanger i Maze-fængslet..

I 1978 reagerede de med "den beskidte protest": de oversmurte deres celler med afføring og menstruationsblod. Da dette ikke hjalp dem, indledtes i 1980 en sultestrejke, som blev afsluttet efter 55 dage, da der var tegn på forestående forbedringer af fangernes vilkår.

Det var imidlertid en misforståelse. Derfor indledte IRA's leder i Maze-fængslet, Bobby Sands, den 1. marts 1981 en sultestrejke. Andre slutter sig til med visse intervaller, herunder også INLA-lederen, Patsy O'Hara.

Det lykkedes Bobby Sands at vinde et suppleringsvalg til det britiske parlament, inden han den 5. maj 1981 afgik ved døden. 100.000 deltog i hans begravelse.

Yderligere 9 fanger døde af sult, inden sultestrejken efter pres fra fangernes familier blev afblæst den 3. oktober 1981.

Margaret Thatcher kaldte det et nederlag for IRA, men virkningen blev en styrkelse af nationalisterne. Ved valget i oktober 1982 gik Sinn Féin frem, mens SDLP gik tilbage, og i juni 1983 vandt Sinn Féin lederen, Gerry Adams, en plads i det britiske parlament.

Da Margaret Thatcher desuden var fornærmet på den irske regering for dens manglende hjælpsomhed under Falklandskonflikten i 1982, var det svært at komme videre mod en løsning på den irske konflikt.

Udspillet kom fra et samarbejde mellem Fine Gael, Fianna Fáil, Labour og SDLP under betegnelsen New Ireland Forum, som i maj 1984 skitserede 3 optioner:

• en irsk enhedsstat
• et forbund mellem nord og syd
• et fælles britisk-irsk styre

Som forventet, afviste unionisterne alle disse modeller.

Den 12. oktober 1984 eksploderede en bombe i Brighton's Grand Hotel, hvor de britiske konservative holdt partikonference. IRA antages at stå bag. 5 mistede livet. Margaret Thatcher var i færd med at forberede sin tale til konferencen, men kom ikke noget til.

I november afviste Margaret Thatcher alle modellerne fra New Forum, hvad der forårsagede betydelig fornærmelse i Dublin. De engelsk-irske relationer syntes ringere end nogensinde.