Et kapitel af Irlands historie
Af Paul-Frederik Bach     Tilbage til Hjemmeside
   Foregående kapitel          Næste kapitel   

Den anglo-irske aftale og efterfølgende initiativer (1984-93)

Trods de bitre følelser fortsatte regeringerne i London og Dublin deres bestræbelser på at finde en fælles ordning. Den 15. november 1985 indgik regeringerne den anglo-irske aftale. Heri sikres den irske regering retten til at blive konsulteret i nordirske spørgsmål gennem en fælles regeringskonference under ledelse af den britiske minister for Nordirland og den irske udenrigsminister. Et permanent embedsmandssekretariat oprettes i Maryfield ved Belfast.

Man håbede at ordningen kunne give nationalisterne følelsen af at være med ved bordet. Uventet var derimod unionisternes meget negative reaktion. Således samlede Molyneaux og Paisley 200.000 mennesker til protestmøde i Belfast.

Nordirlands udsigt til politisk stabilitet var så ringe som nogensinde. I juli 1986 skabte det uro, at orange-ordenens parade i Portadown blev omlagt fra "the Tunnel" til Garvaghy Road. Tilslutningen til unionisternes paramilitære enheder, UVF og UDA, øgedes. IRA afviste den anglo-irske aftale som en forstærket deling af Irland.

I årene 1987-93 var der utallige blodige angreb. Eksempler på resultater af IRA-angreb:

April 1987

2 personer dræbt af bombe

Maj 1987

8 IRA-folk dræbes af SAS efter IRA-angreb på RUC-station

November 1987

11 dræbt af bombe i Enniskillen

Marts 1988

3 ubevæbnede IRA-folk dræbt af SAS i Gibraltar. Ved begravelsen i Belfast dræbes 3 af loyalist. Ved følgende begravelse dræbes 2 britiske korporaler.

Juli 1990

Ian Gow, konservativ MP, myrdes

Januar 1991

Morter-angreb mod Downing Street 10

April 1992

3 dræbt af bombe ved Baltic Exchange i London

April 1993

1 dræbt af bombe ved NatWest Tower i London

Fra dec. 1991

Mange bilbomber i Nordirland

Loyalisterne stod ikke tilbage. Eksempler på UVF's og UFF's indsats:

Februar 1992

5 katolikker dræbt i bogbutik i Belfast

Marts 1993

4 katolske arbejdere dræbt i Derry

23. okt. 1993

9 uskyldige dræbt af bombe i Shankill Road. Hævnangreb fulgte.

Oktober 1993

Rekordmåned med 27 dræbte

I 1989 blev Peter Brooke ny britisk minister for Nordirland. Han udtalte i november samme år, at sikkerhedsstyrkerne ikke kan slå IRA, men lovede, at regeringen ville reagere meget opfindsomt på en våbenhvile. I november 1990 udtalte han, at Storbritannien ingen selvisk, strategisk eller økonomisk interesse havde i Nordirland.

I december 1990 blev Margaret Thatcher erstattet af John Major.

Den 26. marts 1991 fremlagde forklarede Peter Brooke i Parlamentet regeringens tanker om en aftale. Man forestillede sig forhandlinger ud fra 3 sammenhængende forbindelser eller tråde:

  • en lokal administration i Nordirland
  • en nord-syd struktur i Irland
  • relationer mellem UK og den irske republik

De efterfølgende britiske initiativer fastholdt denne struktur, selv om der ikke var enighed om den.

For at få skabt en ny åbning søgte men at få Sinn Féin ind i den politiske proces på betingelse af, at IRA's kompagne blev stoppet. Der var i 1990 hemmelige kontakter mellem den britiske regering og Sinn Féin, og der var tegn på fremskridt for denne model.

Den 16. december 1992 oplyste den nye minister for Nordirland, Sir Patrick Mayhew, at Sinn Féins ledelse nu ønskede at følge en forfatningsmæssig vej. "Hvis det er forfatningsmæssigt underbygget, er der ingen undskyldning for at udelukke noget politisk spørgsmål fra diskussionen", sagde han. "Det gælder også spørgsmålet om et Irland, som forenes ved en bred aftale, som er indgået på et fair og frit grundlag."

Et år senere, den 15. december 1993, udsender John Major og den nye Taoiseach, Albert Reynolds, en fælles erklæring. Den britiske regering bekræfter heri, at den ikke har nogen selvisk, strategisk eller økonomisk interesse i Nordirland. Begge regeringer forsikrer, at "demokratiske politiske partier, som forpligter sig til at anvende rent fredelige metoder, kan deltage fuldt ud i demokratisk politik". Den britiske regering bekræfter, at det er op til befolkningen på den irske ø alene ved overenskomst mellem de to parter at udøve deres ret til selvbestemmelse på basis af enighed, opnået frit og samvirkende, mellem nord og syd, at skabe et Irland efter deres eget ønske.

Denne gang var formlen især tænkt til beroligelse af unionisterne.

Næste kapitel: Våbenhvile og fredsproces

  Tilbage til Hjemmeside     Opdateret d. 18.6.2009