Note 1999-415. juli 1999:
Et vigtigt skridt i fredsprocessen skulle ifølge Langfredagsaftalen tages den 10. marts med overdragelse af politisk magt til nye, fælles organer. Imidlertid har kravet om afvæbning af de paramilitære grupper vist sig at være en uoverstigelig hindring.
Langfredagsaftalen siger kun, at parterne forpligtes til at gøre deres yderste for, at afvæbningen gennemføres inden for to år efter aftalens indgåelse. Det har republikanere og unionister fortolket på hver sin måde.
Øget brutalisering af militante bevægelser
Den irske republikanske hær, IRA, er på denne måde ved at få et nyt image. Fra at være beskytteren af katolske minoriteter opleves IRA nu som en magt, som med stigende brutalitet befæster egen position.
En tilsvarende udvikling foregår blandt de pro-britiske bevægelser som f.eks. UVF, Ulster Volunteer Force.
De irske samfund er inde i en ond cirkel af stigende brutalitet.
Mo Mowlam gør et nyt forsøg.
Processen var kørt fast. IRA kunne ikke indlede afleveringen af våben, da de ekstreme elementer i så fald ville bryde ud og optrappe konflikten. På den anden side kunne David Trimble ikke gå ind i en fælles ledelse sammen med Sinn Féin, med mindre afrustningsprocessen var blevet indledt.
Nu var håbet, at der kunne nås et gennembrud ugen efter, da Nordirlands politiske ledere sammen med republikkens præsident, Bertie Ahern, skulle mødes med USA's præsident, Bill Clinton, for at fejre St. Patrick's day.
Hillsborough erklæringen
Parterne meddelte, at forhandlingerne skulle genoptages 10 dage senere.
De første kommentarer var forsigtige, men ved forhandlingernes genoptagelse den 13. april havde parterne indtaget faste positioner. Unionisterne ser en første afvikling af IRA's bevæbning som en absolut forudsætning for en nordirsk regering med deltagelse af Sinn Féin. Dette krav fremgår imidlertid ikke af Langfredagsaftalen, hvorfor Sinn Féin betegnede Hillsborough-erklæringen var et skridt væk fra Langfredagsaftalen, som over 2 millioner irere har stemt for sidste år.
Forhandlingerne kører fast
Den 18. maj enedes Bertie Ahern og Tony Blair om at sætte den 30. juni som en ny og endelig tidsfrist. Hvis der ikke til den tid kunne opnås enighed om en ordning, ville alle parter være nødt til at revurdere situationen.
Efter nye forhandlinger udsendtes den 3. juli en fælles erklæring, som bekræfter principper for afvæbning af paramilitære grupper (aftalt 25. juni), og som sætter datoen for nominering af nordirske ministre til den 15. juli. De 3 principper, som skulle løse den gordiske knude:
Imidlertid udeblev de nordirske unionister fra nomineringen. Den 14. juli vedtog de nordirske unionister, at de ikke ville kunne indgå i en regering, før IRA's afvæbning var blevet indledt. Den 15. juli meddelte den nordirske viceminister, Seamus Mallon, at han ønskede at træde tilbage, og at han opfordrede førsteministeren, David Trimble, til at gøre det samme. Trimble sagde, at fredsprocessen ikke var brudt sammen, men "parkeret".
For Blair, Ahern og Mowlam var unionisternes blokering af fredsprocessen en stor skuffelse. Norske kommentarer sætter spørgsmålstegn ved, om David Trimble fortsat er en værdig bærer af Nobels fredspris, som han modtog i december.
En fredelig marchsæson
|
|
Tilbage til Hjemmeside
Oprettet 8.8.1999 |
