Et kapitel af Irlands historie
Af Paul-Frederik Bach     Tilbage til Hjemmeside
   Foregående kapitel        Næste kapitel   


2005-3
Afslutningen på IRA's væbnede kampagne
IRA med ryggen mod muren
Efter første halvår 2005 var tilliden til republikanerne - og ikke mindst til IRA - meget ringe. IRA var under mistanke for røveriet mod Northern Bank i december 2004 og for mordet på Robert McCartney i januar 2005.

IRA reagerede fornærmet på mistanken og trak alle sine hidtidige forslag tilbage (se IRA's erklæringer).

Mistilliden til IRA blev også en belastning for partiet, Sinn Féin. Statsstøtten til Sinn Féin's parlamentsmedlemmer blev suspenderet, og præsident Bush ville for første gang ikke møde Sinn Féin's formand, Gerry Adams, på St. Patrick's Day den 15. marts. I den stemning afbrød mange amerikanske sympatisører deres økonomiske støtte til republikanerne.

Et overraskende udspil
IRA's næste træk var overraskende. Organisationens erklæring af 28. juli 2005 indledes således:

Ledelsen af Óglaigh na hÉireann ("irske frivillige") har formelt beordret en afslutning af den væbnede kampagne med virkning fra kl. 4 i eftermiddag. Alle IRA enheder har fået ordre på at aflevere deres våben. Alle de frivillige er blevet instrueret om at støtte udviklingen af rent politiske og demokratiske programmer med udelukkende fredelige midler. De frivillige må ikke gå ind i nogen som helst andre aktiviteter. IRA's ledelse har også bemyndiget vores repræsentation til sammen med IICD at fuldende den proces, som bevisligt gør IRA's våben uanvendelige på en måde, som yderligere vil styrke den offentlige tillid, og at gennemføre dette så hurtigt som muligt.

Var det en kapitulation?
Ud fra retorikken i IRA's forudgående erklæringer ligner den ensidige afslutning af den væbnede kampagne fulgt op af total afvæbning unægteligt en kapitulation. Ved nærmere eftertanke var det imidlertid det eneste træk, som kunne fremme republikanernes sag og fremme genindførelse af lokalstyre i Nordirland i overensstemmelse med Langfredagsaftalen fra 1998.

Vi kan kun gætte på, hvad der bag kulisserne er foregået mellem Sinn Féin og IRA. Der er åbenlyst tale om et stort offer for IRA som prisen for, at Sinn Féin igen kan blive stueren.

Det har været afgørende for IRA at undgå, at forløbet kunne udlægges som et militært nederlag. IRA har derfor valgt at bede 2 gejstlige fra henholdsvis den katolske og den protestantiske kirke om at bevidne ødelæggelsen.

Lederen for Democratic Unionist Party (DUP), Ian Paisley, har i december 2004 forlangt, at våbenødelæggelsen skulle dokumenteres fotografisk, men men netop dette ville for IRA være en uacceptabel ydmygelse.

Glæde over IRA's erklæring
I dagene efter den 28. juli udsendtes flere tilfredse udtalelser. Taoseach Bertie Ahern fra den irske republik udtalte: "Krigen er forbi, IRA's væbnede kampagne er endt, og paramilitarismen er slut." Den britiske premierminister, Tony Blair, mente, at udtalelsen baner vejen for genoprettelsen af suspenderede institutioner i Nordirland. Også pave Benedikt glædede sig: "Det er godt nyt i modsætning til de pinefulde begivenheder, som vi hver dag er vidne til i andre dele af verden."


IICD bekræfter afvæbning af IRA
Gerry Adams formaner baglandet
Mange republikanere kunne tænkes at være betænkelige ved den ensidige afvæbning af IRA. Sinn Féin's formand, Gerry Adams, fandt det derfor nødvendigt med en opsang til det republikanske bagland.

Den fik de den 22. september på en parti-konference i Sydarmagh (republikansk kerneland i den sydlige del at grevskabet Armagh tæt på grænsen til republikken).

Gerry Adams:
"Jeg vil helt enkelt opfordre til enighed og til, at folk fremdeles optræder med den disciplin og det engagement, som de tidligere har vist. Vi tror på, at meningsforskellene skal respekteres, og jeg mener, at det er en del af, hvad vi har været i stand til at opnå. Den republikanske bevægelse er nødt til at være tolerant. Nogle er fundamentalt uenige med os om strategiens gennemførelse, og det finder jeg OK."

IRA's afvæbning erklæres gennemført
Den canadiske general, John de Chastelain, fra den uafhængige internationale afvæbningskommission (IICD) meddelte den 26. september 2005, at Provisional IRA (PIRA) har skilt sig af med alle sine våben.

9 korte punkter udgør IICD's rapport (se rapporten på engelsk eller på dansk). I punkt 8 konstateres, at IRA har gjort alle sine våben ubrugelige på den måde, som var fastlagt ved lov, mens punkt 9 siger, at IICD nu skal tage fat på de våben, som stadig findes hos loyalistiske grupper og andre paramilitære organisationer.

I en kort note samme dag fra IRA hed det: "IRA's ledelse kan nu bekræfte, at den proces, som bevisligt skulle gøre vores våben uanvendelige, er fuldført."

Reaktionerne
I en fælles erklæring den følgende dag fra den britiske og den irske regering hilses IICD's meddelelse velkommen som en afgørende milepæl for gennemførelsen af langfredagsaftalen. Samtidigt understreges behovet for afvæbning af de øvrige paramilitære enheder.

IICD-rapporten oplyser ikke størrelsen af de ødelagte våbenarsenaler. De unionistiske partier forholdt sig derfor skeptisk, men den britiske minister for Nordirland meddelte, at den bristiske regering ikke agter at offentliggøre sine estimater.

Tilbage til Hjemmeside
Tilbage til top
Opdateret d. 3.10.2009