I 60'erne forsømte IRA's ledelse at forberede sig på nye konflikter. IRA's militære organisation blev kørt helt ned og kunne ikke gøre sig gældende under sammenstød i katolske kvarterer i Belfast og Derry i 1969.

Den 12. august 1969, da Derry's protestantiske lærlinge på deres årlige triumfmarch nåede Waterloo Place, iværksatte katolske nationalister en moddemonstration. I løbet af minutter bredte kampene mellem katolikker og Royal Ulster Constabulary (RUC) sig over hele Bogside kvarteret. Der blev kæmpet i 36 timer med barrikader, benzinbomber og brosten. Britiske tropper blev sendt til Nordirland til forstærkning af RUC, og de er der endnu. Tropper fra den irske republik blev posteret i nærheden af grænsen, og sårede katolikker blev bragt over grænsen til behandling på hospitaler i Donegal. Nationalisterne oprettede "no-go areas", som blev afspærret for britiske tropper. Disse afspærringer blev først ophævet ved en britisk aktion i 1972.

Under indtryk af de voldsomme begivenheder vågnede IRA op, men med to fløje. Under navnet Provisional IRA (PIRA) opstod en marxistisk inspireret fløj. Det var PIRA's taktik at lave maksimal ødelæggelse, uanset hvem det gik ud over. Det har kostet over 1000 døde og mange flere sårede. Den anden fløj blev kendt som Official IRA (OIRA). Også OIRA optrådte i begyndelsen militant, men opgav i 1972 brugen af voldelige midler.

Et Official IRA (OIRA) 'checkpoint' i Bogside kvarteret i Derry omkring 1972. På skiltet står: "De kan dræbe en revolutionær, men ikke revolutionen". På muren ses et billede af James Connolly, en af lederne af Påskeoprøret i 1916 i Dublin.

Gengivet med fotografens tilladelse
© Eamon Melaugh (Kilde: http://cain.ulst.ac.uk/melaugh/)

Den 30. januar 1972 gik en demonstration med 30.000 deltagere mod Guildhall Square i Derry. Vejen var imidlertid blokeret ved William Street, så folk samledes ved "Free Derry Corner" i Bogside kvarteret. Situationen tilspidsedes og kulminerede med skudsalver fra de britiske tropper. 14 blev dræbt og 17 såret. Se Bloody Sunday Inquiry

Dette skærpede modsætningerne. IRA vandt nye tilhængere, og også hos protestanterne opstod der militante grupper. Situationen var borgerkrigslignende. I 1972 dræbtes 467 personer i Nordirland. Den 21. juli 1972 bragte IRA 26 bilbomber til sprængning i Belfast inden for 40 minutter. 11 blev dræbt og 130 såret ("Bloody Friday").

I 70'erne blev politiets indsats mere effektiv, og et stort antal PIRA aktivister blev sat fast. Fra 1977 blev PIRA reorganiseret i små celler i et forsøg på at vanskeliggøre forfølgelsen.

Mellem 1973 og 1980 blev 1398 personer dræbt ved skyderi, snigskytter, bomber og landminer. En IRA-våbenhvile brød sammen i 1975.

De tilfangetagne IRA-folk blev indsat i Maze-fængslet i det sydvestlige Belfast og af briterne først klassificeret som krigsfanger, men senere som almindelige kriminelle. Det medførte strengere regler og bl.a. krav om brug af fangetøj. Mange IRA-folk nægtede at gå i fangetøj og protesterede ved at smøre afføring på væggene og tisse på gulv og madras. I 1980 besluttede nogle af de republikanske fanger at gå i sultestrejke for at få status som krigsfanger igen. Strejken blev afblæst i december 1980 i forventning om indrømmelser, men da forventningerne ikke blev indfriet, blev sultestrejken genoptaget i marts 1981. Den mest kendte deltager, Bobby Sands, opnåede samtidigt at vinde en stor sejr ved parlamentsvalget. Trods denne støtte stod den britiske premierminister, Margaret Thatcher, fast. Bobby Sands og 9 andre fortsatte strejken til den bitre ende og døde af sult.

Sultestrejken blev til sidst afblæst på foranledning af fangernes familier. Det kunne ligne et totalt nederlag for nationalisterne, men Sinn Féin udnyttede situationen og Gerry Adams blev i 1983 valgt som bevægelsens første parlamentsmedlem.

En af IRA's mest synlige aktioner var bomben den 12. oktober 1984 på Grand Hotel, Brighton, England, hvor det konservative parti og Margaret Thatcher holdt konference. En del af hotellet styrtede sammen, 5 personer blev dræbt, men premierministeren var uskadt.

Voldshandlingerne fortsatte med næsten 300 dræbte i perioden 1984-89.

Der blev samtidigt udfoldet bestræbelser på at få åbnet forhandlinger mellem britiske myndigheder og Sinn Féin, men problemet var at få en våbenhvileaftale med IRA.

Endelig den 31. august 1994 erklærede IRA et fuldstændigt ophør af militære operationer.

Imidlertid blev de protestantiske marcher i sommeren 1995 for stærke provokationer for katolikkerne og dermed anledning til ny optrapning af volden.

Det blev gjort til en betingelse for Sinn Féins deltagelse i fredsforhandlingerne, at IRA afleverede deres våben. IRA var splittet internt, men meddelte den 9. februar 1996, at våbenhvilen var forbi. 1 minut senere eksploderede en stor bombe ved Canary Wharf i London. 2 personer blev dræbt.

Efter marchsæsonen i 1997, den 20. juli, erklærede IRA atter våbenhvile, hvorefter den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam, var rede til at tage Sinn Féin med i forhandlingerne.

Gennem fredsprocesserne i 1998 var der stadig militante fraktioner på banen, nemlig The Real IRA, Continuity IRA og Irish National Liberation Army (INLA).

Eksempler på erklæringer fra IRA: Statements 1999-2005