Eamon de Valera var den store overlever i republikansk politik. De Valera blev født i New York i 1882, men flyttede som barn til Irland. Hans forældre var immigranter, moderen fra Irland og faderen fra Spanien. Han var en af de få ledende republikanere, der overlevede både påskeopstanden i 1916 og borgerkrigen 1921-23. Sinn Féin havde sat sig uden for politisk indflydelse ved ikke at ville aflægge troskabsed til den engelske konge. I 1926 indså de Valera, at kompromiser var prisen for politisk indflydelse. Han trådte ud af Sinn Féin for at danne et nyt parti, Fianna Fáil, som skulle blive en dominerende faktor i det uafhængige Irlands politiske liv.

Fra det nordvestlige Irland
Kilde: North West Ireland - Gaoth Dobhair

Ved valget i september 1927 fik Cosgrave 62 mandater og Fianna Fáil 57. Ved et næste valg i februar 1932 fik Fianna Fáil 72 mandater og blev dermed det største parti, som sammen med Labour kunne overtage regeringsmagten.

De Valeras mål var ikke sociale eller økonomiske, men politiske. Han brændte for Irlands uafhængighed. Han vidste meget lidt om økonomi. Hans sociale forståelse byggede på den katolske opdragelse.

De Valera satte sig to store mål, som det ikke lykkedes ham at nå. Det var genfødslen af det irske sprog og afslutningen på Irlands deling. Hans kritikere hævdede, at han heller ikke havde nogen idé om, hvordan de skulle nås.

Fianna Fáils politik var en kombination af kulturel, økonomisk og politisk nationalisme, som skulle føre til ophævelse af traktaten fra 1921. Efter krakket i Wall Street i 1929 var den gængse økonomiske opskrift blevet selvforsyning og protektionisme, men båndene til britisk økonomi var en alvorlig hæmsko.

De Valeras to første større udspil var den formelle ophævelse af troskabseden i Dáil til den engelske konge samt tilbageholdelsen af annuiteter til London. Annuiteterne var betaling for overtagelsen af landbrugsarealer fra engelske godsejere. Som svar lagde den britiske regering 20 % told på al import fra Irland. Det blev besvaret med en irsk told på britiske varer. Således eskalerede den økonomiske krig mellem de to lande.

Da Edvard VIII i 1936 abdicerede til fordel for sin bror, Georg VI, gav det de Valera anledning til at lancere to nye love. Den ene fjerne monarken fra den irske forfatning, mens den anden ophævede monarkens symbolske rolle i udenrigsanliggender.

En ny irsk forfatning trådte i kraft den 29. december 1937. Den var blevet tiltrådt af 658.105 vælgere, mens 526.945 stemte imod. Den afspejlede republikanske hensigter og katolske sociale holdninger. Betegnelsen "Free State" blev til "Éire". Præamplen omtaler den "heroiske og utrættelige kamp for at genvinde vor nations retmæssige uafhængighed". I artikel 2 hed det: "Det nationale territorium består af hele den irske ø, dens øer og søterritorium". Artikel 3 begrænser regeringens myndighed til "samme område og udstrækning som Irlands love", d.v.s. de 26 grevskaber. I artikel 44 hed det: "Staten anerkender, at den hellige katolske apostolske og romerske kirke, som borgernes flertal bekender sig til, har en særlig rolle som troens beskytter."

Den nye forfatning fik afgørende betydning, da de Valera og den britiske premierminister, Neville Chamberlain, i foråret 1938 forhandlede på baggrund af udsigten til krig mellem England og Tyskland. Aftalen, som blev indgået den 25. april 1938, indebar, at Irland som afslutning på den økonomiske krig betalte 10 mio. £ til indfrielse af jordgælden, og at englænderne rømmede de 3 havne, som traktaten af 1921 gav dem ret til at bruge.

Ved systematisk at nedbryde traktaten, stump for stump, fjernede de Valera Éire fra det britiske imperium. Det medvirkede til at skærpe modsætningerne i nord. Under den internationale eukaristiske kongres i Dublin i sommeren 1932 blev de katolske områder i Nordirland pyntet, ganske som det sker i de protestantiske områder den 12. juli. Til gengæld havde protestanterne en storslået manifestation, da prinsen af Wales i november 1932 åbnede det nye nordirske parlament i Stormont. Craig erklærede ved den lejlighed, at "vi er et protestantisk parlament og en protestantisk stat".

Disse demonstrationer måtte udvikle sig til uroligheder. De begyndte i Belfast i 1934 og tog til det følgende år med kulmination under festlighederne i anledning af Georg V's jubilæum. Resultatet var 13 døde, 300 hjemløse og omfattende ødelæggelser.