Med Government of Ireland Act fra 1920 og traktaten fra 1921 fik den britiske regering en ordning med de vigtigste politiske grupper i Irland, Sinn Féin og Ulster Unionists.

I den irske befolkning var der stort flertal for traktaten, mens IRA betragtede den som et forræderi mod republikken. Eamon de Valera var modstander af traktaten, hvad der kom klart frem under debatten i det nye irske parlament, the Dáil, fra 14. december 1921 til 7. januar 1922.

Den 16. januar 1922 kunne Arthur Griffith og Michael Collins træde ind på Dublin castle som henholdsvis formand for the Dáil og leder af fristatens provisoriske regering.

I februar 1922 tilbageholdt IRA i Belfast som en hævnaktion et antal unionister, herunder den 80-årige Grand Master i Orange ordenen i Tyrone. Der blev efterfølgende udvekslet gidsler, og krisen var overstået for en tid.

I Belfast udviklede volden sig ukontrolleret i marts 1922 med 61 døde. I slutningen af maj var dødstallet nået op på 236, heraf 73 protestanter, 147 katolikker og 11 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Den 22. juni nåede uroen til London, hvor det lokale IRA dræbte Sir Henry Wilson.

Den 14. april 1922 udfordrede IRA-veteranen O'Connor den provisoriske regering ved at besætte en række bygninger i Dublins centrum.

Den 16. juni 1922 var der valg i Fristaten. 39 % af stemmerne gik til kandidater, som støttede traktaten. Modstanderne fik 22 %. Modstandernes lave tilslutning gav myndighederne i Dublin mod til et militært angreb mod de besatte bygninger. Oprørerne gav op 2 dage senere, men aktionen efterlos stor bitterhed.

Kampene, som var begyndt med oprøret i 1916, kostede Irland en stor del af landets potentielle politiske elite. Den 8. december 1922 blev Rory O'Connors og Liam Mellows henrettet sammen med et antal tilfangetagne kammerater. Begivenhederne gjorde Arthur Griffith forbitret og nedtrykt. Den 12. august 1922 døde han af en hjerneblødning. Michael Collins var kun 31, da han blev dræbt i et baghold. Han skulle blive kendt som den tabte leder i irsk politik.

Borgerkrigen blev ført som en guerilla krig med angreb fra snigskytter, baghold og overfald. Langsomt drev Fristatens styrker IRA op i bjergene, hvor beboernes tilværelse blev spoleret, og IRA mistede sin lokale opbakning. I april 1923 indstillede IRA aktionerne. Man regner med, at borgerkrigen kostede i alt 4.000 mennesker livet.

Efter borgerkrigen blev de Valera arresteret i august 1923. Han tilbragte næsten et år i fængsel.

Imens var Sinn Féin veteranen, W. T. Cosgrave, blevet leder af Fristatens provisoriske regering. Han var forsigtig og konservativ i sine forsøg på forsoning efter borgerkrigen. Efter valget i 1923 fik Sinn Féin øget tilslutning, men de kunne ikke bruge den til noget, da de ikke ville aflægge troskabsed til den engelske konge, Georg V.

En anden konservativ faktor var den katolske kirke, som 93 % af fristatens befolkning tilhørte. Love om censur af film (1923) og bøger (1929) førte til forbud mod værker af Ernest Hemingway og Jean-Paul Sartre.

Det irske sprog blev obligatorisk fag i skolen fra 1924.