De irske styrker blev trukket tilbage over Shannon til Limerick. Limerick fungerede som irernes hovedstøttepunkt, men efter en måneds belejring undertegnede lederen af de irske styrker, Patrick Sarsfield, den 3. oktober 1692 Limerick-traktaten, som indrømmede irerne visse rettigheder.

Umiddelbart efter ankom en fransk flåde med forstærkninger, men Sarsfield ville ikke bruge denne anledning til at bryde traktaten. I stedet rejse han med den franske flåde til Frankrig med et stort antal irske soldater, måske op mod 20,000.

Med protestanternes sejr afsluttes The Plantation Years og den store udskiftning af Ulsters irske befolkning med englændere og skotter.

Sarsfields soldater indgik i den franske hær som en irsk brigade. I de næste 100 år blev denne brigade holdt ved lige af en stadig strøm af unge irere. Det anslås, at omkring en halv million irere i løbet af disse 100 år døde i kamp for Frankrig.

Irerne kom til Frankrig med de skibe, som smuglede cognac og vin til Irland. I skibenes papirer blev disse passagerer betegnet som vildgæs. The Wild Geese blev derved en betegnelse for de irske soldater i Frankrig og senere for alle irere, som kæmpede i eksil.

Andre irske vildgæs gjorde krigstjeneste i Spanien, Østrig, Rusland, Polen og de tyske hertugdømmer.

Mange af disse irere opnåede høje poster i fremmede hære og stater. George Brown og Francis Maurice Lacy opnåede titel af feltmarskal i Østrig, og en McMahon blev krigsminister i Frankrig.

I Sydamerika blev Bernardo O'Higgins Chiles befrier, og admiral William Brown blev skaberen af Argentinas flåde. Det spanske Hibernia-regiment bekæmpede englænderne ved Pensacola i Florida i 1781. Hibernia er et gammelt navn for Irland. Mange andre irere var allerede i Amerika, hvor de i stort tal kæmpede for at kaste det engelske åg af, hvad der ikke var lykkedes deres forfædre i Irland.

Irerne deltog på begge sider. For Unionen (Nordstaterne) kæmpede i alt over 150,000 irere i blå uniformer. Blandt Unionens generaler var Meagher, Corcoran og Shields, der alle var født i Irland. I Konføderationens grå uniformer (Sydstaterne) kæmpede omkring 50,000 irere med Patrick Cleburne som en fremtrædende kommandant. Over halvdelen af de 600 nonner, der gjorde tjeneste som sygeplejersker i krigen var irske.

Det 69. regiment forlod New York den 23. april 1861 med en 3 måneders kontrakt og med kurs mod Washington. De kom først i kamp den aften i juli, da kontrakten udløb. Slaget er kendt som det første slag ved Bull Run. På Konføderationens side mødte kæmpede irske havnearbejdere i the Louisiana Zouaves.

Unionshæren gik til angreb. De mange civile tilskuere ventede en let sejr. Imidlertid blev unionshæren slået, og Corcovan og mange af hans folk blev taget til fange. I fangenskab opnåede Corcovan heltestatus i Nordstaterne, og mange irere blev rekrutteret til at fylde hullerne ud. 13 måneder senere indgik han i en udveksling af prominente fanger og blev hyldet i flere byer ved tilbagekomsten. Corcovan døde den 22. december 1863, da han blev kastet af en hest.

Irske soldater havde en væsentlig rolle og led betydelige tab i det berømte slag ved Gettysburg, Pennsylvania, fra 1. til 4. juli 1863. Der deltog 70,000 soldater på Konføderationens side og 90,000 for Unionen. Nordstaterne vandt det blodige slag. Tabene blev henholdsvis 28,000 og 23,000 mand.

Der er betydelig interesse for denne fortid, især blandt efterkommerne af irske indvandrere i USA. Der gøres en betydelig indsats for at udbrede vide om de mange vildgæs, som har gjort krigstjeneste i fremmede hære og mariner.

På Internettet kan man få et indblik i denne gren af Irlands historie på "This Week in History of The Irish".

Er man interesseret i memorabilia med tilknytning til denne gren af historien, kan man købe bøger, billeder, medaljer, beklædningsgenstande, tilsoldater etc. hos Tara Hall.