Et kapitel af Irlands historie
Af Paul-Frederik Bach     Tilbage til Hjemmeside

Hvem var kelterne?

Den keltiske fortid er blevet et vigtigt symbol i irernes stræben efter en national identitet. Nutidens viden om kelterne kan ikke være særligt præcis. Desto mere farverige er myterne. Her belyses billedet af kelterne med citater fra et par danske kilder.


Allers illustrerede Konversationsleksikon, København 1908:

Kelterne havde en kraftig Vækst, en meget hvid Hud, blaa Øjne og blond eller rødligt Haar; de havde et livligt Temperament, var forfængelige, overmodige og pralende, ligesom de var tapre i Kamp men let blev forsagte, naar det første voldsomme Angreb paa Fjenden ikke lykkedes; de var dog ikke fremmelige nok til at stifte selvstændige Riger af Varighed eller til at skabe en egen Kultur; blev da ogsaa fortrængte af de germanske og slaviske Folk; Romerne underlagde sig dem; de blev romaniserede og forsvinder af Historien som selvstændige. Nu findes der kun rester af dem i den yderste nordvestlige Del af Europa, saaledes i Bretagne, Wales, paa Øen Man, i Irland og i Højskotland. De udgør omtr. 10 Mill. og har til Dels et ejendommeligt Sprog (se nedenfor). Kelternes aandelige Begavelse var ikke ringe, og Tale- og Digtekunsten stod i stor Anseelse hos dem; Krig og Kamp var de Fornemmes Lyst, og Dyrkningen af Jorden overlodes som en lavere Bestilling til de med Tiden ufrie Bønder. De delte sig i en herskesyg Præstekaste, Druiderne, som tillige med den overmodige Adel havde al Magt i hænderne, medens Bondestanden efterhaanden sank ned til at blive en Klasse af livegne.- - - De keltiske sprog sondrer sig i 2 Hovedafdelinger: det gæliske eller gadheliske , hvortil det irske, højskotske og de paa Øen Man talte hører, og det kymriske eller bretoniske, hvoraf det corniske, der taltes i Cornwallis men i det 18. Aarhundrede er forsvundet; det bretoniske, der tales af c. 1½ Mill. Mennesker i Bretagne, og det wallisiske er Underafdelinger.


Carl Grimberg: Verdenshistorien, bind 3, Politikens Forlag, København, 1974:

Kelterne havde uro og vandrelyst i blodet. De trivedes ikke ved at sidde stille på faste bopladser. Stridslystne og overdådigt tapre som de var, blev de en stadig skræk for andre folk. De var frygtet for deres heftige angreb og vilde hærskrig. Nogle stammer brugte at vise deres dødsforagt ved at kaste klæderne og storme nøgne frem, kun dækket af et langt smalt skjold. De var gode krigere, men dårlige borgere. Derfor kunne de også få nabofolkene til at skælve, men selv har de aldrig skabt et ordnet samfund.

Tilbage til Hjemmeside     Oprettet 31.10.1999
Opdateret d. 8.11.2011
Videre til næste kapitel