Vækst og hungersnød (1800-1848)

År 1700 boede der omkring 2 millioner mennesker i Irland. Trods undertrykkelse og uretfærdighed var 1700-tallet en ret stabil periode i Irlands historie, og befolkningstallet voksede til omkring 4 millioner år 1800.

I unionen med England fik irerne 100 pladser i det britiske underhus til erstatning for det irske parlament. Formelt havde den irske befolkning fået en ligestilling med den engelske, men de religiøse modsætninger var stadig et åbent sår, de irske bønder var Europas fattigste, og kriminaliteten florerede ganske uforandret. Jordbrug var det eneste erhverv af betydning, fordi alle andre varer fremdeles blev importeret fra England. Den relative stabilitet betød, at befolkningstallet voksede til omkring 8½ millioner år 1845, og med den ensidige erhvervssammensætning måtte Irland betegnes som overbefolket.

I 1848 blev den vigtigste afgrøde, kartoflerne, ramt af sygdom med en alvorlig hungersnød (The Great Famine) til følge. Trods fødevarehjælp fra England blev elendigheden altomfattende, og befolkningstallet sank som følge af sultedød og emigration til 6¼ millioner i 1850.

Hungersnøden fik dramatiske konsekvenser. På vestkysten var det særligt slemt. I Mayo og Kerry blev befolkningen halveret. Derved gik det stærkt ud over gælisk sprog og kultur, som stod stærkest på de kanter. De fleste emigranter tog til USA, men der var også mange, som slog sig ned i England, hvor der var arbejde at få i andre erhverv end landbrug.

Der var stadig ikke grobund for nye erhverv i Irland. Emigrationen fortsatte de næste 50 år, og befolkningstallet i Irland viste fortsat tilbagegang. Den store emigration førte til betydelige irske grupperinger i USA og var stærkt medvirkende til, at Irlands politiske problemer kom på verdenspressens forsider.