Bøgerne er korte, overskuelige og glimrende illustreret. Men de har deres styrke på hver sit felt.

• R.G.Grant: Konflikten i Nordirland. Flachs 2001. Indgår i serien Mennesker i historien.
• Kai Rasmussen: Irland fra Påskeoprør til Påskeaftale. Frydenlund 2001.
• Bo Lütken: Irlands historie - Fra hellig ø til velfærdsstat. Gyldendal Uddannelse 2002.

Bogen bruger reportagestil. Den starter ligepå og hårdt lørdag den 15. august 1998 i Omagh. Man ser den røde Vauxhall i den travle hovedgade, fotograferet sekunder før bilen eksploderede, hvorved 29 blev dræbt og over 200 såret. Der er violette felter med øjenvidneskildringer og kommentarer.

Efter denne chockstart følger korte afsnit om konfliktens baggrund. 800 års historie forklares på 8 sider med 10 flotte billeder. Det gæliske sprog får en del af skylden for skellet mellem englændere og irere. Resten skyldes angiveligt, at irerne forblev katolikker i 1500-tallet, da resten af det nordlige Europa blev protestantisk. Men om det var en dybereliggende konflikt, som fik irerne til at holde fast i katoliscismen, berøres ikke. Dette kan være et tegn på, at forfatteren i højere grad identificerer sig med engelske end med irske synspunkter.

Billeder og tekst tegner sammen et udmærket billede af de mest markante begivenheder i 1900-tallet fra dannelsen af UVF, Påskeopstanden 1916, borgerkrigen og Irlands deling 1921, IRA's varianter, the Troubles, Bloody Sunday 1972 og de politiske bestræbelser, som kulminerede med Langfredagsaftalen i 1998.

Bogen ser ikke med optimisme på fredsbestræbelserne. Den slutter med disse ord:

Men sådanne anstrengelser synes i højere grad at rippe op i de gamle sår end at hele dem. Måske var det, der i virkeligheden var mest behov for i Nordirland, at kunne glemme fortiden. Den irske forfatter James Joyce lod engang en af sine personer udtale, at "historien er et mareridt, jeg prøver at undslippe fra." Det kan man sige stadig gælder for Nordirland.

Bogen lægger lige så hårdt ud som den foregående, men i dette tilfælde med "Bloody Synday" i Derry den 30. januar 1972, hvor 14 deltagere i en borgerretsdemonstration blev dræbt af kugler fra britiske specialstyrker. Der er patetiske reportager fra hvert af de 14 dødsfald.

Efter denne udladning og en smule demografisk og politisk baggrundsstof tager bogen fat på Påskeoprøret i 1916, og tro mod titlen fører bogen os grundigt og systematisk igennem perioden fra Påskeopstanden i 1916 til Langfredagsaftalen i 1998.

Forfatteren, Kai Rasmussen, underviser i historie og samfundsfag på Herlev Gymnasium.

Bogen er ikke illustreret lige så righoldigt og kulørt som den foregående, men tabeller og figurer med væsentlige statistiske data udgør en af bogens stærke sider. Det skal også fremhæves, at teksten får mange sammenhænge med i belysningen af udviklingen i de to dele af Irland. Det gælder både den politiske udvikling, situationen for befolkningerne og de paramilitære bevægelser.

Bogens væsentligste mangel er, at de vigtige forudsætninger, som er skabt flere hundrede år før 1916, ikke bliver gennemgået. Dette vil efter min bedste overbevisning give grundige læsere en mangelfuld forståelse af konfliktens egentlige kerne.

Som en anden påfaldende parallel til den foregående bog slutter også denne bog med et kort kapitel med titlen "Fred i Nordirland?". Kai Rasmussen er dog mere analytisk. Han påpeger de forskellige interessegruppers dilemmaer og udtrykker håbet om, at Påskeaftalen vil holde, så den efterhånden kan føres ud i livet.

Bo Lütken tager udgangspunkt i en vigtig pointe, nemlig at konflikten om Nordirlands fremtidige styre skyldes, at de to parters historieopfattelser ikke kan forliges. Det understreger betydningen af at bearbejde de alternative historieopfattelser og trænge ind til kernen af de afgørende forskelle for at skabe grundlag for en konstruktiv dialog.

Derfor begynder bogen ved Saint Patrick, som kristnede Irland i 400-tallet, og som gav Irland 500 års forspring i forhold til Danmark. Vi kommer igennem alle de faser, som kom til at forme Irland helt anderledes end f.eks. Danmark.

Bo Lütken har ikke peppet bogen op med konstruerede reportager. Til gengæld er der i slutningen af hvert kapitel en eller flere tekster med oversættelser af relevante dokumenter. Disse tekster illustrerer bedre end reportager, hvilke værdier og synspunkter, der har været fremherskende hos berørte parter på det pågældende tidspunkt.

Der er i alt 39 tekster. Med den første tillader pave Hadrian i 1155 den engelske konge, Henrik d. 2., at erobre Irland. I Kristi navn naturligivs. Der er eksempler på groteske love til undertrykkelse af anderledes tænkende og politiske udtalelser.

At Jonathan Swift i 1729 er sluppet godt fra at foreslå, at man skulle opfede spædbørn til slagtning (tekst nr. 5), fatter man dårligt i vores politisk korrekte tider. Måske har sansen for sarkasme været mere udviklet dengang.

Lige så provokerende forekommer det, at Punch i 1862 betegnede "den irske Yahoo" som "the missing link" mellem gorillaen og negeren (tekst nr. 15).

Blandt de 39 tekster er der også kort, tabeller og grafer. Som eksempel kan nævnes tekst nr. 13, som sammenligner befolkningsudvilingen i Irland og Danmark siden 1841. Dengang havde Irland over 8 millioner indbygger og Danmark lidt over 1 million. I 1911 var Irlands befolkning halveret, mens den danske nærmede sig 3 millioner.

I gennemgangen af Nordirlands historie efter 1973 (kapitel 10) er der en god analyse af, hvilke faktorer der har fået volden til at eskalere i denne periode. Med Langfredagsaftalen i 1998 blev IRA taget i ed gennem Sinn Féin (IRA's politiske gren). Bogen slutter med 2001 og kan ikke afspejle udvikingen siden da.

Bogen giver sig ikke af med at spå om fremtiden. Man kunne måske savne en mere overordnet vurdering, men det er ikke formålet med denne bog. For den tænksomme læser er der dog så meget stof og så mange fakta, at man selv kan arbejde videre med stoffet og danne sig et overordnet billede.