Presbyterianerne udgjorde en tredje religiøs gruppe. Den diskrimination, som var rettet mod katolikkerne, ramte også presbyterianerne. Men medens katolikkerne var knuste, "harmløse som kvinder og børn" ifølge Swift, så var presbyterianerne energiske, selvbevidste og seje. Derfor blev de opfattet som en trussel af det protestantiske lederskab. Presbyterianerne var en ledende gruppe i opbygningen af Ulsters nye byer, først og fremmest Londonderry og Belfast.

I løbet af 1700-tallet ændredes situationen gradvist. England blev svækket af kolonikrige og fik brug for økonomisk og militær støtte fra sine irske støtter, da amerikanske kolonier løsrev sig 1783. Til gengæld måtte England gradvist lempe restriktionerne mod Irland. Dette medførte sammen med det voksende befolkningstal en øget velstand i Irland.

Alle irere, både katolikker, protestanter og presbyterianere, forstod amerikanernes ønske om løsrivelse. Et medlem af det irske parlament, Henry Grattan, fik ved et møde i Dungannan i 1782 tilslutning til en resolution til fordel for Irlands adgang til fri handel. Trods et svagt helbred fremlagde han ugen efter et forslag til en uafhængighedserklæring i det irske parlament. "Jeg henvender mig nu til et frit folk," sagde han. "Nu er Irland en nation. I denne nye egenskab hilser jeg landet og siger, idet jeg bøjer mig for dets ophøjethed: Esto perpetua."

Det svækkede England havde ingen mulighed for at håndhæve sin magt. En måned efter ændrede det britiske parlament Irlands status, så det irske parlament igen blev eneste lovgiver for Irland, og det irske overhus igen blev Irlands Højesteret.