"Manden på Øen" er en bemærkelsesværdig bog af flere grunde. Bogen er for det første blevet til på en højst usædvanlig måde. For det andet udgør bogen en vigtig kilde til viden om livet i Irland i 1800-tallet. Endelig er bogen en medrivende beretning om et aktivt og dramatisk liv.

Bogens usædvanlige historie
Forfatteren, Tomás Ó Criomhthain, blev født i 1854 som den yngste af 6 søskende på øen Store Blasket (eller på gælisk: An Blascaed Mór) ud for spidsen af Dingle halvøen i det sydvestlige Irland. Her levede nogle få familier af primitivt landbrug og fiskeri, og her havde det gæliske sprog bevaret sin position. Det tiltrak i begyndelsen af 1900-tallet interesserede sprogforskere, som kunne drage nytte af Tomás Ó Criomhthains viden og erfaring. Det var først nordmanden Carl Marstrander, som i 1907 tilbragte 5 måneder på Store Blasket. I 1917 fik Brian Ó Ceallaigh fra Killarney Tomás til at skrive dagbog i 5 år. Derefter fik han ham til at skrive sine erindringer, som udkom på gælisk i 1929, og som få år efter blev oversat til engelsk af Robin Flowers. "Manden på Øen" er den danske udgave af Tomás Ó Criomhthains erindringer, oversat fra gælisk af Ole Munch-Pedersen.

Et vigtigt vidnesbyrd om livsvilkårene i Vestirland i 1800-tallet
Midt i 1800-tallet havde almindelige huse på Irlands vestkyst ét rum til både mennesker og dyr. Beboerne på øen skulle betale en leje pr. ko til den jarl, der havde ejendomsretten til øerne, men det kneb gevaldigt for de fattige folk at få lejen betalt, og en dag i begyndelsen af 1880'erne blev der gjort udlæg i øens to store både. De to både blev sat til salg, men ingen ville købe dem, og de rådnede op på en mark.

Muligheden for sejlads var afgørende for både fiskeri og samfærdsel. Man gik nu over til at bruge kanoer, hvad der havde visse fordele, men også væsentlige begrænsninger. Tomás giver mange dramatiske skildringer af det farlige arbejde på havet. Nødvendige forsyninger blev hentet i Dingle på fastlandet. En indkøbstur, hvor øboerne solgte deres fisk og andet salgbart, kunne vare 3-6 dage, og udviklede sig ofte ganske muntert.

På Store Blasket var der også en digter, Seán Ó Duinnshléibhe. Han var en særlig plage for Tomás, når han skulle skære tørv i mosen. Når ånden kom over digteren, bad han Tomás om at skrive i stedet for at skære tørv. Tomás turde ikke sige nej, fordi han ikke turde blive uven med en digter. En digter har tungere våben end den værste slagsbroder, og Tomás fik ikke skåret tørv nok den dag.

Bryllupper og begravelser var markante begivenheder. Når en person lå for døden, skulle præsten hentes på fastlandet. Når døden var indtrådt, skulle der købes ind til vågenatten. I kapitel 22 beskrives forløbet af en vågenat for en slægtning på fastlandet. Forfatteren ser med misbilligelse på, at man er begyndt at servere porter til en vågenat. Selv foretrak han whiskey, men tilføjer, "...at hvor der er noget at drikke, kommer der også en smule pjat, og det passer sig ikke for sådan et hus."

Arrangerede ægteskaber
Om sine forældre siger forfatteren i begyndelsen af bogen: "De syntes om hinanden; de havde ikke den sygdom mange har, som betyder at de må tvinges til det." Den bemærkning forstår man senere, da det fremgår, at hovedreglen har været, at ægteskaber blev arrangeret af familierne ud fra rationelle overvejelser.

Omkring 1878, da Tomás var 24 år gammel, kom der et godt år for kartofler, fisk og brændsel. I et sådant år bliver der snakket meget om ægteskab. Tomás fortæller om sine ture til den lille naboø Inishvickillane (Inis Mhic Fhaoláin), hvor hyrden Muiris Ó Dalaigh og hans kone levede med 5 sønner og 5 døtre. Der blev gjort forsøg på at få Tomás gift med en af døtrene, og han var ikke uinteresseret. "Hun var en sød, god pige, og den bedste sanger, der fandtes på den tid". Sang og dans var højt i kurs. Efter en tur til Inis noterer han: "..jeg forlod den sjoveste tid, jeg endnu havde haft, og derudover sagde jeg farvel til den kønneste unge kvinde der var på den hellige jord dengang."

Men søsteren, Cáit, griber ind og påpeger de forpligtelser, der ville følge med en forbindelse til familien på Inis. Hun havde i sin første mands familie fundet en anden pige, "som hun havde rost så meget og med rette". De blev gift i fastelavnen 1878 og støttede hinanden indtil hendes død knap 30 år senere, men jeg har ikke i bogen fundet stærkere udtryk for hans hengivenhed end her citeret.

Fremragende fortællekunst
I skolen lærte Tomás kun engelsk, men han blev aldrig god til det. Sent i livet begyndte han at interessere sig for det gæliske sprog og lærte sig at skrive på gælisk. Man kan i starten læse bogen som et led i kortlægningen af Irlands fortid, men man fanges hurtigt ind af, at bogen er bygget op af historier med hver sit forløb og hver sin pointe. Bogen præges af en fortællestil, som man må formode, at Tomás har behersket mundtligt. Bogens historier udgør tilsammen et livsforløb med mange små sejre og nogle smertelige tab. Sceneriet er Atlanterhavet, vejrets luner og Vestirlands små byer, især Dingle (Daingean Uí Chúise) med alle de fristelser, der hører byen til. Der er givet mange omgange i byens værtshuse, og efter en munter aften kunne man lige nå en messe næste morgen, før turen gik hjemad over havet i en kano.

Tomás beskriver sig selv i sine unge dage som god til at svømme, danse og synge. Han var også en udmærket håndværker og byggede et nyt hus til sin familie. Dette hus blev tækket med tagpap i stedet for græstørv og rør, så hønsene ikke kunne ødelægge det ved at bygge reder i det. Tabet af flere børn kaster en alvorlig skygge over hans liv, og da også konen dør, er hans ressourcer blevet så små, at han ikke kan få hverdagen til at fungere. Det er "tit og ofte sådan at når en ægtefælle dør fra den anden, bliver den der er tilbage en nar, og sådan gik det også med mig".

I de følgende år blev hans interesse for det gæliske skriftsprog og samarbejdet med sprogforskerne det, som sikrede hans tilværelse.

En imødekommende person
Tomás Ó Criomhthain er en person, der nødigt afslår et ønske. Det er sandsynligt, at øboernes indbyrdes afhængighed og stærke familiebånd har udviklet en særlig beredvillighed. Han har bidraget aktivt til fællesskabet, hvad enten det har været på fangst eller ved ceremonier. Det har undertiden været meget ubelejligt at skulle af sted til fastlandet, men når sygdom eller dødsfald krævede det, var det naturligt, at man uden forbehold stillede sig til rådighed.

Denne imødekommenhed har han også udvist over for sprogforskerne. Han omtaler kun ét tilfælde, hvor han har fortrudt sin hjælpsomhed. Han brugte en måned på at hjælpe Fader Mac Clúin med korrektion af bogen Réiltíní Óir. Fader Mac Clúin nævnte imidlertid ikke denne hjælp i bogen. Det var slemt nok i sig selv, men at blive udnyttet af en gejstlig fandt han meget krænkende. "Hvis vi ikke har andre veje til himmerige end den direkte, vil det vare længe endnu før der er fyldt i himlen".