Michael Böss er lektor ved Institut for Engelsk Filologi på Aarhus Universitet og har siden 1986 produceret udsendelser for Danmarks Radio.

Mange afsnit i "Den irske verden" bygger på en beretning om et møde med en af de kulturelle eller politiske personligheder, som Michael Böss har truffet i forbindelse med sit journalistiske virke i Irland. På denne måde forenes en levende og engageret fortælling med grundige og afbalancerede analyser af historiske, politiske og kulturelle emner.

Blandt de personligheder, som Michael Böss har interviewet og portrætteret, kan nævnes: Mary Robinson, Irlands præsident 1990-97 og siden 1997 FN højkommissær for menneskerettigheder, David Norris, litteraturprofessor, Seamus Deane, litteraturprofessor og digter, Dermot Bolger, forfatter, Mary Black, sangerinde, Eavan Boland, digter, kritiker og feminist, John McGahern, forfatter og Colm Tóibín, forfatter.

Bogen bringer læseren omkring i Irland fra kyst til kyst, fra den ene kultur til den anden og gennem landets historiske epoker. Den katolske kirke får sin særlige bekomst. Den har været det vigtigste samlingspunkt for modstanderne af den britiske tilstedeværelse gennem århundreder, men er samtidigt blevet en magtfaktor, som længe forestod skolernes undervisning, som blokerede befolkningens adgang til prævention og til skilsmisse, og som kunne dække over egne misgerninger, herunder seksuel misbrug af børn.

En rocksangerinde vakte i 80'erne furore i Irland på grund af sine gennemsigtige bluser og sin skaldede isse. Hendes navn er Sinéad O'Connor. Hvor grænseoverskridende hendes optræden har været, fremgår af hendes udtalelser i 1991 til The Evening Standard: "Kirken har skræmt folk ud af deres egen seksualitet. Jeg har stadig selv problemer med at være vokset op i det katolske Irland." Og: "Fordi jeg blev fortalt, at sex er syndigt, beskidt og ondt, lærte jeg, at kvindens krop er noget, man skal skamme sig over."

Hen igennem 90'erne frigjorde Irland sig gradvist fra disse gamle bånd. Ånd og krop kunne udfoldes sammen, og der udvikledes nye kunstneriske dimensioner som i musikforestillingen Riverdance, der har fortryllet et stort publikum over hele verden.

Drømmen om en helstøbt irsk nation omfatter også genoplivningen af det irske sprog, som i øjeblikket kun bruges dagligt af omkring 30.000 mennesker i "Gaeltacht", som er nogle spredte områder i det vestligste Irland. En samtale med informationschefen i direktoratet for det irske sprog, Deirdre Davitt, er udgangspunkt for en diskussion om sprogenes betydning for opfattelsen af egen identitet.

Den irske lingvist, John McNamara, citeres for, at "en stor del af det program, som motiverede etableringen af Fristaten, nu er blevet realiseret, om end ikke i den form, grundlæggerne forudså det." Irsk kultur er anerkendt og respekteret i resten af Europa. Den politiske uafhængighed er opnået. Der er ingen grund til at klynge sig til fortidens sproglige og territoriale forudsætninger.

Omvendt har lederen af Sinn Féin, Gerry Adams, i sin novelle, "Mournes bjerge", beskrevet loyalister som irere, der endnu ikke har forstået deres egen identitet. Michael Böss tager klart afstand fra denne opfattelse:

Michael Böss synes at mene, at det er kulturlivets personligheder, som skal bane vejen for, at irerne finder sig til rette med identiteter, som bygger på fortidens og nutidens realiteter både i republikken og i Nordirland.

Forfatteren, Seamus Heaney, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1995, har behandlet identitetsproblemet i flere essays. Han mener, "at poesien kan være en del af den proces, der heler personlige og kulturelle traumer og giver plads for en dybere og mere kompleks identitetsopfattelse end den nationalistiske eller unionistiske/britiske". Digteren skal ikke optræde som en slags politiker, men medvirke til at "sætte verden fri og dermed give den mulighed for en ny start". Ved at være "en kilde til sandhed og på samme tid et middel til harmoni" kan digteren forblive "både socialt ansvarlig og kunstnerisk fri".

Historieskrivningen i Irland er i særlig grad blevet offer for politisk manipulation. Som et eksempel nævner Michael Böss opstanden i 1798, som blev udkæmpet to gange, nemlig først på slagmarken og derefter i striden om, hvordan begivenhederne skulle fortolkes. Som et resultat heraf blev "det katolske spørgsmål" kædet sammen med "det irske spørgsmål", og Wolfe Tones selvmord kunne længe fortrænges af en historie om, at han blev myrdet i fængslet. Da selvmordet ikke længere kunne skjules, blev det tolket som en personlig offerhandling - et nationalt martyrium.

Påskeopstanden i 1916 er en anden af Irlands heroiske myter. Michael Böss beskriver den som militær amatørisme, og dens ledende skikkelse, nationalhelten, Patrick Pearse, som splittet og rodløs på grund af sin homoseksualitet. Dette belyses med uddrag af hans digte.

Skal historien fortrænges eller pyntes? Det officielle Irland viste stor usikkerhed i 1991, da man skulle fejre 75-året for påskeopstanden. Begivenheden blev underspillet, da man ikke ville bære ved til bålet i Nordirland. Men det var ikke nødvendigt. I 1990'erne kunne de fleste irere sagtens placere tingene i den rette sammenhæng, og man kunne sagtens fejre en national begivenhed uden bekymring om mytens rigtighed. National retorik behøver ikke historisk nøjagtighed.

I bogens forord siger Michael Böss, at han efter et amerikansk forbillede forsøger at kombinere essayets personlige stil med mere traditionelle fremstillinger for også at kunne nå læsere uden for en snæver kreds af specialister. Jeg tror, der er mange, som interesserer sig for emnet uden nogen som helst professionel baggrund, og som derfor sætter pris på denne imødekommenhed.

Man skal nok ikke søge det store overblik i denne bog, men når man har læst den, er man mange oplevelser rigere, og mange spørgsmål er blevet sat på plads i en større sammenhæng. Hvis man ønsker en dansk kilde, der når et eller to spadestik dybere ned i forståelsen af udviklingen i Irland end denne hjemmeside, er "Den irske verden" lige sagen.