"Gad vide om jeg ligger begravet på Etpundpladsen eller på Femtenshillingpladsen?" Sådan begynder Máirtín Ó Cadhains roman, "Kirkegårdsjord".

Caitríona Pháidin er lige død og funderer i sin kiste over den nye situation og de begivenheder, der gik forud. Hun bliver efter kort tid budt velkommen af sin tidligere genbo, Muraed Phroinsiais, der ligger lige ved siden af hende på Femtenshillingpladsen.

Caitríona havde en ældre søster, Baba, som var udvandret til Amerika, og en yngre søster, Neil, med hvem hun hele livet havde konkurreret om de statussymboler, som var værdinormer i den fattige landsby på den irske vestkyst før og under 2. verdenskrig.

Caitríona forsøger at opretholde en respektabel facade, men det er der mange andre lig på kirkegården, som også gør, og tonen bliver giftig og direkte.

Ligene kan intet foretage sig i kisterne. Livet er forbi. Deres snak begrænses af de erindringer de havde, da de døde, og de nyheder, som nye lig bringer med sig. Der er mange gentagelser i snakken på kirkegården.

For Caitríona er næsten alle nyheder dårlige. Det går hele tiden fremad for den forhadte søster, Neil. Hun får skifertag, hun får anlagt vej op til sit hus, hun får bil og hun får hat. Fremgangen finansieres ved fikse manøvrer med forsikringserstatning, arv, jordlodder etc. De mange kapitler, der beretter om Neils fremgang, slutter med Caitríonas udbrud af ærgrelse: "Jeg eksploderer! Jeg eksploderer..."

På kirkegården præsenteres vi for et stort persongalleri, som det kan være svært at holde rede på. Der er Pub-Peader, der har været en central figur i landsbyen, og som er under konstant mistanke for at fortynde sin whiskey. Der er postmesterkonen, der har åbnet og læst så godt som alle breve, før de blev bragt ud til landsbyens beboere. Der er Høker-Siúán, som havde økonomiske mellemværender med alle, og som under krigen fik problemer med kvaliteten af te og kaffe. Der er den franske pilot, der var styrtet med på midterstranden, og som døjede med at følge den livlige snak på gælisk. Han satte sin lid til Churchill og håbede på "...qu'il retournerait pour libérer la France. La patrie sacrée!"

Og der er den stakkels førstelærer, som måtte efterlade sin smukke hustru, da han døde. Hun havde en romantisk aften i Caladh an Rosa erklæret, at hendes kærlighed til ham var dybere end havet, sikrere end solens op- og nedgang og mere bestandig end ebbe og flod. Den var selve evigheden. På hans dødsleje sagde hun, at et liv uden ham ikke ville være noget liv, og at resten af hendes liv ville være et liv i sorg. Alligevel giftede hun sig med regningspostbudet. Han havde et svagt helbred og endte snart efter også på kirkegården, hvor han måtte tage imod den forbitrede lærers bebrejdelser. Men også regningspostbudet var blevet overbevist om lærerindens evige kærlighed en romantisk aften i Caladh an Rosa.

Andre markante figurer er Tómas Indendørs, Enden-af-Vejen og Nóra med de sure tæer.

Man aner den irske konflikt. Der er dem, som håber, at det vil lykkes Hitler at banke englænderne og befri Irland. En af de døde var kommet af dage, da en bombe blæste hans hus i luften. Det værste var, at han og hans makker netop da sad med alle trumferne og var sikre på at vinde spillet. Man får aldrig fred, når man dør fra et spil kort, man kunne have vundet.

Mens den irske konflikt udspilles i baggrunden, optræder den katolske kirke helt i forgrunden. Det hænger ikke mindst sammen med den personlige prestige, der er knyttet til dødens ceremonier: ligklæderne, kistens pris og kvalitet, antallet af lys i kapellet, grædekonerne, deltagelsen i begravelsen, kollektens størrelse, mængden af porter og gravstedets udstyr med rækværk og kors.

Caitríona ville så gerne have en flot begravelse og et gravsted på Etpundpladsen med rækværk og et kors af grøn sten fra Øen. Men søsteren, Neil, fraråder Caitríonas søn, Pádraig Chaitríona, at ofre for meget på det. Alligevel ser det hen imod romanens slutning ud til, at der er et kors på vej til Caitríonas gravsted, om end det ikke er af grøn sten fra Øen.

Den højeste lykke når søsteren Baba i Amerika. Hun har købt sig et gravkammer med vedligeholdelse og messer forudbetalt til evig tid.

Et dødsfald er en alvorlig og ofte belastende begivenhed. Derfor er mange af ligene ved ankomsten til kirkegården meget optaget af omstændighederne ved deres egen død. Det irriterer de "gamle" lig, som er mere interesserede i nyt fra landsbyen end i dødsfaldets enkeltheder og den afdødes skavanker.

"Hvis jeg havde levet en stund længere..." Men døden kommer altid en måned for tidligt. Og livet går videre. Med lodder og trisser. Som det altid har gjort.

Således er "Kirkegårdsjord" en roman om et samfunds værdinormer og livets regnskabsafslutning. Den kan være svær at læse af flere grunde. For det første er livsbetingelserne i det vestlige Irland for over 50 år siden meget fremmedartede for en nutidsdansker. Det gæliske navnestof skaber også en distance, selv om det er glimrende forklaret i oversætterens efterskrift. Endelig kan det være svært at forbinde personer med replikker, når bogen overvejende udgøres af en strøm af replikker, som ikke altid fuldføres eller hænger sammen.

Alligevel kan bogen varmt anbefales, fordi den groteske satire som al god satire bygger på en varm hengivenhed for den befolkning, som beskrives, og fordi den er et væsentligt bidrag til forståelsen af det moderne Irlands rødder. Så kan man efter eget valg læse den mere eller mindre grundigt.

Det er et privilegium for danske læsere at få mulighed for at læse dette hovedværk i irsk-gælisk litteratur. Máirtín Ó Cadhain modsatte sig, at hans bøger blev oversat til engelsk. "Kirkegårdsjord" findes i sin helhed indtil videre kun på gælisk, norsk og dansk.

Ole Munch-Pedersen har stået med en stor og vanskelig opgave, da bogen skulle oversættes til dansk. Det er lykkedes at skabe en dansk udtryksform, som afspejler dansk talesprog i fyrrerne, og som tegner et meget livagtigt billede af romanens persongalleri.

"Kirkegårdsjord" er af gode grunde uegnet til film eller teater, men der kunne af udvalgte passager laves et fremragende hørespil.

"Kirkegårdsjord" er udgivet af Husets Forlag/S.O.L. i Århus i en smuk og tydelig typografi.

Máirtín Ó Cadhain
Kirkegårdsjord
Oversat fra irsk-gælisk af Ole Munch-Pedersen
Husets Forlag/S.O.L.
Århus 2000