To slags historie
Historie skrives altid af sejrherren. I den irske konflikt kender vi endnu ikke sejrherren. Derfor har konfliktens parter hver sin historieskrivning. Med oversættelser fra to politiske partiers hjemmeside vises her, hvor forskelligt den samme historie kan udlægges. Hjemmesiderne nås ved klik på partilogoerne.
Unionsloven (1801) satte et politisk stempel på de økonomiske, kulturelle og nedarvede bånd, der har eksisteret mellem folkene på de britiske øer siden den ældste skrevne historie.
Disse bånd er stadigvæk unionens grundlag. Trods sit brud med unionen udgør den irske republik fremdeles en del af de britiske øers økonomi. Nordirland (NI) valgte at blive inden for unionen, og det har befolkningen fortsat med at gøre.
Ulster (Nordirland) har altid været anderledes end resten af den irske ø. Ulster er en blanding af skotsk og irsk kultur og i de gamle keltiske legender betegnet som et afsides område. Skotsk kultur fik en fremherskende indflydelse med den sidste store bølge af indvandring, som fandt sted, inden flertallet af europæere emigranter nåede Nordamerika.
Ulsters tilknytning er ikke fastlagt alene ved lov, og båndene til Storbritannien (GB) er ikke kun historiske. I dag er der en nettoindvandring til NI fra GB, mens der fortsætter med at være en nettoudvandring fra den irske republik til GB. Det er unionens håndgribelige virkelighed.
Ulster Unionist Party (UUP) blev dannet i 1905, da hjemmestyrekrisen i Irland blev en trussel mod unionen. UUP’s grundlægger, Sir Edward Carson, så oprettelsen af et parlament ved Stormont som en udtynding af unionen. Men siden Stormont kom på plads, har UUP helt og fuldt spillet sin rolle i dagens politiske system. Son NI’s største parti blev UUP udset til at danne den første regering. Partiet har haft regeringsmagten de følgende 50 år og har med gode resultater arbejdet for landets fred og velstand.
UUP forbliver trofast mod sine grundlæggende principper – forpligtelsen over for unionen og det britiske borgerskab. UK (United Kingdom) er en multikulturel enhed, hvorfor et britisk borgerskab garanterer alle folks borgerrettigheder.
UUP modarbejder enhver form for nationalisme, som partiet anser for eksklusiv og konfliktskabende. Nationalismens virkninger ses stadig flere steder i Europa. Den udgør en trussel mod den fredelige sameksistens for NI’s befolkning.
Gennem hele historien har den irske ø været betragtet som én national enhed. Forud for normannernes invasion fra England i 1169 var det irske folk anderledes end andre nationer, idet de udviklede deres eget system af love, kultur, sprog og politiske og sociale strukturer.
Indtil 1921 blev den irske ø som britisk koloni regeret som én politisk enhed. En kombineret politisk/militær indsats fra irske nationalister i årene 1916 til 1921 tvang den britiske regering til at revurdere sin rolle.
Med det formål at beskytte engelske interesser og spare engelske liv (Lord Birkenhead) blev delingen af Irland udtænkt.
Delingen blev påtvunget det irske folk af det britiske parlament (Government of Ireland Act fra 1920). Det irske folk blev aldrig spurgt om sin tilslutning, og den blev aldrig givet.
Loven fremkom som et tilbud om en løsning under indtryk af truslen om "omgående og forfærdende krig" (Lloyd George, daværende britisk premierminister). Loven gav mulighed for dannelse af to stater i Irland: "den irske fristat" (senere kendt som den irske republik), omfattende 26 af Irlands 32 grevskaber, og "Nordirland", omfattende de resterende 6 grevskaber.
Nordirland (de 6 grevskaber) repræsenterede det største område, hvor irske unionister kunne opretholde et flertal.
Den oprindeligt foreslåede delelinie omfattede hele provinsen, Ulster (9 grevskaber). Unionisterne afviste dette, fordi de ikke kunne udgøre et flertal i dette større område.
Irlands deling var udelukkende en fornyelse af den britiske regerings gennemprøvede "del og hersk" kolonistrategi, som har været anvendt overalt i det fordums imperium.
Mens den britiske regering havde det ene mål at "beskytte engelske interesser", skabte dens strategi imidlertid dybere, skarpere og mere bitre delinger i det irske samfund end de tidligere strategier, som indtil da havde hjulpet med til fastholdelse af britisk styre i Irland.
Delingen var ikke kun en fysisk deling af Irlands nationale territorium. Den medførte borgerkrigen i 1922, som har præget den politiske liv i de 26 grevskabers stat lige siden. Den gjorde delingen skarpere mellem nationalister og unionister i de 6 grevskabers stat og mellem de to stater. Den dannede ikke mindst reelle og varige interne delinger blandt nationalisterne.
Delingen har i stigende grad skabt tåbelig og navlebeskuende strudsementalitet i de to småstaters magtstrukturer, som fører til stykvis behandling af symptomer gennem tvang og censur i stedet for behandling af problemets rødder og grene.
Gennem hele det 19. århundrede og indtil delingen i 1921 har den britiske regering udøvet sit kolonistyre bag en facade af "demokrati". Ligesom andre kolonimagter på det europæiske kontinent, som har "integreret" deres kolonier i den imperialistiske stat, har Storbritannien "integreret" Irland ind i Det Forenede Kongerige (UK) med unionsloven (1801), som sikrede irsk repræsentation i det britiske parlament.
Med udsigt til en total krig for uafhængighed i 1920 måtte der findes nye midler til "beskyttelse af britiske interesser" sammen med en ny retfærdiggørelse af den fortsatte britiske tilstedeværelse, som det krævede.
"Ønsker" fra irske unionisters i det nordøstlige Irland havde sørget for "retfærdiggørelsen" siden delingen.