Magdalene-hjemmene var ikke omtalt i mine sædvanlige kilder om Irlands historie. Det er en historie af den slags, som en nation helst vil se bort fra, men som bliver ved med at gnave, indtil en passende kunstnerisk bearbejdelse har sat tingene på plads.

Et eksempel fra Danmarks historie er slavehandlen, som Thorkild Hansen har beskrevet.

Det sidste Magdalene asyl lukkede den 25. september 1996.

Hvordan krænkelserne kom frem i dagens lys
I 1992 blev Patricia Burke Brogan's stykke, "Eclipsed" ("Formørket"), vist i Galway. Det handlede om et klostervaskeri ved St. Paul's hjem for faldne kvinder i Killmacha i Irland.

I 1993 solgte en nonneorden i Dublin en del af sin faste ejendom. Da jorden skulle modnes til andre formål, fandt men ligene af 155 alumner, som var begravet uden afmærkning. Ligene blev kremeret og genbegravet i en massegrav. Begivenheden blev indledningen til en offentlig skandale, da to overlevende kvinder, Mary Norris og Josephine McCarthy, berettede om årtier i slaveri i vaskeriet.

Det var imidlertid først, da Steve Humphries's dokumentarprogram med titlen "Sex in a Cold Climate" blev vist på Channel 4 i 1998, at den helt store opmærksomhed blev vakt.

Inspireret af dette program gav Peter Mullan sig straks til at skrive på en spillefilm, "The Magdalene Sisters", som havde premiere i oktober 2002. Filmen foregår i Dublin i 1964. Den handler om 3 piger, Margaret, Bernadette og Rose, som på hver sin måde var kommet "galt af sted" og blev anbragt i et Magdalene-hjem, hvor de skulle arbejde i vaskeriet og angre deres synder. Filmen tegner et rystende billede af ydmygende og nedværdigende behandling af kvinder indtil for nylig. Er det sandt, eller er det en kunstnerisk overdrivelse?

Frances Finnegan, en indigneret historiker
For kort tid siden så jeg bogen "Do Penance or Perish" af historikeren Dr. Frances Finnegan på tilbudslisten fra min boghandel i Dublin. Jeg så frem til en nøgtern historisk udredning, som kunne sætte begivenhederne i det rette perspektiv.

I forordet siger Frances Finnegan imidlertid, at hun tilstræber en fortællende stil, og at hun ikke forsøger at være "objektiv" om sit emne, ligesom hun ikke anser det for en nødvendighed eller en dyd for historikere at se bort fra deres moralske bedømmelse.

Bogen er altså ikke en tør videnskabelig redegørelse, men en indigneret beretning om 4 af de irske asyler, nemlig i Limerick, Waterford, New Ross og Cork. Bogen giver ikke det statistiske overblik over sagen, men de detaljerede angivelser af kilder til data og citater adskiller bogen fra en samling fortællinger.

Da Frances Finnegan i 1980 kom til Irland og fik adgang til arkiverne for Gode Fårehyrde Magdalene Asylet i Waterford, troede hun, at bevægelsen for længst var ophørt. Hun blev rystet over, at der blev optaget kvinder i sådanne institutioner langt op i 1970'erne, og hun oplevede som engelsk historiker forskellige vanskeligheder, da hun synliggjorde denne mindre glorværdige episode af Irlands historie.

Men bevægelsen var ikke kun et irsk fænomen, og den var ikke udelukkende katolsk. Men den holdt særligt længe ud i Irland, fordi det irske samfund og ikke mindst kvinderne bakkede op om den.

Det første Magdalene asyl i Irland åbnede i Dublin i 1767, udelukkende til redning af protestantiske kvinder. Det var 9 år efter det første hjem i England. I Cork åbnedes 2 hjem i 1809 og 1810, nemlig et katolsk og et protestantisk, og i 1813 kom der endnu et hjem i Dublin, denne gang for alle konfessioner. I første halvdel af 1800-tallet kom der mange nye hjem til.

En fransk orden, "Den gode Fårehyrde" (The Good Shepherd), fik mellem 1835 og 1868 på verdensplan etableret 110 institutioner for udsvævende kvinder. Ordenen åbnede sit første asyl i England i 1841. Ordenens første asyl i Irland åbnede i Limerick i 1848, og mange flere fulgte.

Frances Finnegan strejfer flere steder de velmente forsøg på at forstå baggrunden for hjemmenes oprettelse. Det foregik jo i en helt anden tid med andre normer og langt ringere muligheder end nu. Men alle undskyldninger bliver fejet af bordet. Systemet er genereret af folk, som burde vide bedre, også dengang. Det blev accepteret af et samfund, som fandt det bekvemt at gemme problemer og vanære væk i et asyl.

Problemerne var de syndige kvinder. Det var først og fremmest de prostituerede, men da det begyndte at knibe med at rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft fra denne gruppe, gik man lidt hårdere til værks i redningsbevægelsen og rekrutterede lidt bredere. Det ramte ugifte mødre, også hvor årsagen var voldtægt eller incest.

Det var slemt nok, at mænd altid gik fri. Men Frances Finnegan's indignation er især rettet mod, at man lod en lille gruppe kvinder betale med resten af deres liv for ting, som ikke passede ind i de mere velbjergedes idealbilleder, og her var velbjergede kvinder de mest nådeløse. Interneringen af faldne kvinde fik karakter af heksebrænding.

Klasser og disciplin
I en typisk institution var der tre klasser: de "religiøse", de "læge" og de "angrende" eller "bodfærdige" (the penitents). Adskillelsen og arbejdsdelingen mellem disse grupper var knivskarp. Et asyl kunne f.eks. åbnes med 5 søstre. Antallet kunne i årenes løb vokse til 30 eller 40 eller som i Limerick til 79 religiøse i 1901. Antallet af "læge søstre" kunne være op til en trediedel af antallet af de religiøse søstre. De læge søstre kunne stå for praktiske ting som rengøring og madlavning. Antallet af angrende kvinder var noget højere end antallet af nonner.

Når man ikke bare lod de angrende gøre rent og lave mad, skyldtes det, at et asyl var indrettet med 3 adskilte afdelinger: et kloster for de religiøse, en sovesal for de angrende og et vaskeri, hvor de angrende skulle sikre institutionens økonomiske grundlag. Man kunne ikke have faldne kvinder til at gøre rent i klosteret.

Frances Finnegan er meget optaget af, hvordan det har været muligt at styre de mange forpinte og uligevægtige kvinder uden vold eller direkte tvang. Dette er beskrevet i Praktiske regler til brug for de religiøse fra "Den Gode Fårehyrde" til styring af klasserne, som er personlige instrukser fra grundlæggeren Moder St. Euphrasia Pelletier, udviklet mellem 1825 og 1850. Disse regler styrede hvert af de irske huse næsten uændret, også gennem det 20. århundrede. Et af midlerne var at betragte de angrende som børn:

Der var mange andre virkemidler, nogle praktiske og nødvendige, andre mere upassende, som f.eks. reglen om stilhed, som grundlæggeren havde problemer med at retfærdiggøre:

Kvinder med særlig magt over de øvrige kunne belønnes med visse privilegier, så de fik status af hjælpere. Der er ingen vidnesbyrd om oprør, masseflugt eller angreb på nonner. Flere kilder viser, at man bevidst undgik konfrontation. Så foretrak man at udstøde en beboer. De faldne kvinder havde som regel ingen reelle alternativer. Familierne havde afskrevet dem. I sådanne sager var Moder Euphrasia ubøjelig:

Synd og anger
Ud fra en nutidig tankegang kan det være svært at finde bevægelsens egentlige mål bag de velmenende religiøse floskler. Frances Finnegan oplyser, at det var bevægelsens mål at tilbageholde kvinderne i hjemmene på livstid, selvom dette sjældent blev opnået. Sjælenes frelse gjorde denne forholdsregel nødvendig, da kun de, som var skærmet mod fristelser og beskyttet mod synd, kunne dø i en tilstand af nåde.

I Peter Mullans bevægende film har søster Bridget følgende bud:

Dette citat er nok en kunstnerisk forenkling, men måske alligevel instruktivt. Ræsonnementet har to led. Det er for det første hævet over enhver diskussion, at hjemmets alumner har syndet groft. Om de har nogen skyld i disse synder, er helt irrelevant. Fremstillingens andet led er, at kvinderne i modsætning til "de fordærvede og lystne" kun kan undgå evig fortabelse ved at vaske andres tøj resten af livet. Her kan jeg kun give Frances Finnegan ret. Det kan ikke med nogen rimelighed forsvares i nogen kultur eller i nogen tidsalder.

Her er et citat fra "Regler for styring af klasserne":

De religiøse kan have overbevist sig selv om, at de arbejdede hårdt for sjælenes frelse. For alle andre var det en deponering af personer, som var uønskede alle andre steder i samfundet. Den katolske kirke kan have været afgørende for, at systemet overlevede længere i Irland end nogen andre steder.

Prostitution og lovene om smitsomme sygdomme
Det omfattende kapitel om "Gode Fårehyrde Magdalene Asylet" i Cork beskriver en uhyggelig fødekæde, som sandsynligvis stadig findes andre steder i verden.

I 1841 var der omkring 80.000 indbyggere i Cork. Politiet havde registreret 85 "regulære" bordeller med 356 offentlige prostituerede. Hertil kom mindst 100 prostituerede i lejede værelser. De blev lokalt betragtet som "pirater". Antallet var stærkt voksende. Fattigdom startede fødekæden. Meget unge piger måtte i mange tilfælde forsørge forældrene gennem prostitution.

De militære forlægninger udgjorde en særligt vigtig kundegruppe, men her blev kønssygdommene anset for en trussel mod militærets slagkraft. En lov til "forebyggelse af smitsomme sygdomme på visse maritime og militære stationer" blev i 1864 uden stor offentlig debat vedtaget i parlamentet i London. Loven blev opdateret i 1866. Den gjorde det muligt at lade prostituerede undersøge periodisk for kønssygdomme og indlægge dem indtil 6 måneder, hvis de blev konstateret syge.

Når kvinderne blev udskrevet fra sygehusene eller fra de særlige klinikker, som blev bygget til formålet, udgjorde de et marked for asylerne for faldne kvinder, som derfor også blomstrede op, ikke mindst i Cork.

I Cork blev det faktisk diskuteret, om pigerne skulle interneres kortvarigt for derefter at blive sendt til Amerika eller et andet sted, eller om opholdet skulle være lang- eller livsvarigt.

Set i bakspejlet kan man måske hæfte sig ved, at loven hævdedes at virke ved at nedbringe antallet af prostituerede, mens det virkelige formål ifølge Frances Finnegan var at gøre det muligt for raske prostituerede at fortsætte deres arbejde uden at bringe de væbnede styrkers effektivitet i fare.

Jeg synes, jeg kan se en parallel i den hjemlige debat om mål og midler i indvandrerspørgsmålet.

Lidt statistik
Frances Finnegan giver ikke noget klart overblik over hele bodsbevægelsen, men for de 4 hjem i Irland, som hun koncentrerer sig om, rummer hendes bog et væld af citater, skæbner og fakta. Tabel 26 i bogen giver et overblik:

De gennemsnitlige opholdstider dækker over store udsving fra dage og uger til årtier i de tilfælde, hvor en beboer er blevet institutionaliseret eller er effektivt udstødt alle andre steder.

Hvordan er "faldne kvinder" blevet behandlet i Danmark?
Før vi flyder over med forargelse, bør vi spørge os selv, hvad vi ved om kvinders vilkår i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. Dengang blev der ikke talt meget om det. Er der også et dansk tema, som fortjener historisk eller kunstnerisk bearbejdelse?